Louise Juhl

“Dygtig til matematik, dygtig til sorg.”
Da jeg gik i syvende, mente min matematiklærer, at jeg kedede mig i timerne. Det var ikke fordi jeg gabte højlydt, det var mere sådan et vedvarende fravær i øjnene. Så i stedet for ulige vinkler og ligninger med flere ubekendte, satte han mig i et glasrum ved siden af klasselokalet. Her blev jeg sat til at løse opgaver med syvtabellen, “Det er en helt ny måde at samle brikker på”, forklarede han, læreren, men jeg svarede, at det jo stadig var de samme brikker, det samme fravær.
Men han gav ikke op. Jeg skulle finde på et talsystem, der ikke var kedeligt eller “det samme på en anden måde”. Jeg kan huske, at jeg lagde snabler og klovnenæser sammen, og fik en lang rød trompet ud af det. Og jeg kan huske at jeg trak ti mus fra nitten aber, og sad tilbage med et pindsvin og en kolibri, men at læreren mente, at det ikke var godt, for hvordan skulle de nu føre slægten videre, de to umage dyr. Så talte vi sammen om, hvad et pindsvin og en kolibri mon kunne blive til. Jeg insisterede på, at de kunne blive til alt: “Hvis tre og tre kan give seks, kan et pindsvin og en kolibri vel også blive til en hest?” Min matematiklærer grinede, og jeg tegnede en fortælling over sangen om de syv vilde svaner. Historien kom til at hedde “hvordan syv bliver til to, uden at noget, går tabt.”
Min lærer gav mig 8 i årskarakter, det var det laveste, jeg nogensinde havde fået. Det er bare et tal, forklarede han, og sagde, at jeg, med min fantasi, jo så let som ingenting kunne veksle det til noget bedre.
Jeg kan huske, at jeg græd, og at jeg gik tilbage til at regne med tal i timerne. Lavede mine afleveringer uden fejl, klarede eksamen på halv tid, fik tretten.
Så blev jeg så meget dygtigere til matematik, så blev jeg så meget mindre glad.