Louise Juhl

Jeg har een gang grædt så voldsomt, at jeg ikke kunne få vejret, bogstavelig talt. Jeg endte med at kaste op, en virkelig ubehagelig blanding af sekreter, spyt, opkast, gråd. Det var efter udskrivelse fra min første indlæggelse på center for spiseforstyrrelser. Jeg gik stadig i ambulant behandling hos overlægen, en slags psykoterapi kombineret med hardcore målkrav: vægt, højde, BMI.
Jeg ved ikke, om jeg var blevet varskoet om emnet lige netop den dag, men jeg kan huske, at han hentede en lang test frem, som jeg havde udfyldt nogle gange forinden. En af den slags test med spørgsmål som “Hvornår har du sidst talt med en marsmand?” eller “Tænker du , at du stammer fra en anden planet”, og så er det med ikke at skrive ja, selvom man konstant føler, at man er faldet ned fra månen, for det vil blive taget bogstaveligt. Nåmen, en del af de her spørgsmål handlede om, hvordan man reagerede i forskellige situationer, og en række mere eller mindre subtile spørgsmål skulle afdække forsøgspersonens personlighedstræk.
Jeg kan huske rummet, vi sad i, det var ikke ret stort, jeg vil skyde på max 10 m2. Jeg sad i en Børge Mogensen armstol med blåt betræk, og Kristian, det hed lægen, lagde bunken med papirer fra testen foran sig. Jeg kan huske, at han pegede og forklarede, at han skrev nogle tal op og lagde dem sammen med nogle andre tal. En “Score”, kaldte han det.
Det han var nået frem til var, at jeg havde Histrioniske personlighedstræk. “Det vil sige,” forklarede han, “at du dramatiserer din adfærd, du indtager en rolle og spiller “dig selv”, fordi du kun har “et selv,” så længe du viser dig frem.” Han talte og talte, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg faldt fra hinanden, lige dér, i det lille rum, en helt klar oplevelse af at gå i stykker, tusinde små afrevne stumper Louise, der lå spredt rundt, en hob af umættelige munde, der alle som én råbte “hjælp.”. Måske var det fordi han havde ret, måske var det fordi jeg fik billeder af demagoger, folkeforførere, manipulatorer. Jeg så Hitler, Musollini, jeg så Stalin og andre for mig, jeg oplevede at få en dom, der sagde, at jeg brugte mine medmennesker som kulisse, at hele min tilværelse var en jagt efter rampelys. Jeg kan huske, at jeg løb derfra, og at jeg tog en hel kasse kleenex med mig, at jeg forsøgte at sluge en af dem, for at kvæle den hysteriske gråd. Det jeg bedst husker er, hvordan jeg i et splitsekund så mig selv, hulkende og i færd med at sluge en serviet, og i det sekund tænkte “Det er jo sygt overdramatiseret, det her.” Sådan stod jeg, ødelagt og fanget i en catch22, fordi min reaktion – den hulkende gråd, det totale kollaps – understregede min diagnose.
Jeg har aldrig et øjeblik glemt det siden. Hver evig eneste fucking dag kæmper jeg mod en lille histrioniske snylteorm, der bare så gerne vil stille sig op, stille sig an. Jeg kæmper mod et voldsomt behov for at blive set, blive anerkendt, mod lysten til at gøre noget vildt og voldsomt, lysten til at skrive pik, kusse og lort (NB: verdens stærkeste bille, gødningebillen, lever faktisk af lort, vidste du det?). Hver dag må jeg lægge låg på, bære rundt på den histrioniske flue i en flaske, en rastløs og ihærdig satan. Det er svært, og nu skriver jeg om den, om skammen ved det. Det bliver den ikke mindre af, hverken skammen eller fluen, men min lille emsige histrion får taletid, trykket i flasken lettes, hvert tryk en på en tast er et fred astaire-trin, a little singing in the rain. Jeg har (næsten) lært at leve med, at jeg aldrig får min histrioniske sult stillet. Efter 17 år med anoreksi ved, at selv når der kun er syvogtyve kilo Louise i verden, så kæfter hun op! Det er et vilkår, og måske kan jeg bruge det til noget fornuftigt engang? Måske kan jeg gøre det lige så godt som de to forskere fra Haifa, der har fået Ignoble-prisen i medicin for opdagelsen af, at alvorlig hikke kan standses med en finger stukket op i anus. Rapporten fik navnet »Termination of Intractable Hiccups with Digital Rectal Massage«.
Sådan er der er så mange måder at få en plads i rampelyset på.