Louise Juhl

Det er i 1.klasse, at vi får en ny dreng i klassen, han hedder Kaspar med tydeligt A: KaspAr. Kaspar er meget lille og kridhvid, han går i shorts også i november, hans hår er skinner, så man næsten ikke kan holde ud at se på det; Kaspars hænder spinkle og næsten mere gennemsigtige, end de egentlig er hvide, man kan se de blå årer træde frem af huden, det ligner fingrene på en smølf eller noget fra en fremmed planet.
Kaspar må spise, lige hvad han vil. Der er ellers en regel om, at vi skal spise tre stykker rugbrød med sundt pålæg, før vi må spise chokolademad. Men Kaspar har fire nutellamadder på hvidt brød, ikke andet, og det må han gerne. Han spiser aldrig mere end en halv, måske en lille bid af en anden halv. Man kan se aftrykket af hans tænder i den mad, han ikke har spist færdig. Selv hans tænder er små og spinkle, som en for tidligt født mus, eller en stor mus med meget, meget små tænder. Jeg tænker tit på at spørge, om jeg må få de madder, han levner, men jeg gør det ikke, for Kaspar har sine egne regler, og dem snakker vi ikke om.
Kaspar bor ikke hjemme hos sin mor og far. Hans mor døde for et år siden, og hans far er stadigvæk så ked af det, at han ikke kan passe Kaspar. Jeg ved ikke, hvor ked af det man skal være, for ikke at kunne passe sine børn, men det må være mærkeligt at vide, at ens far savner ens mor mere end een selv, endda selvom hun er død. I stedet for bor han hos sine bedsteforældre. De passer godt på ham, de kører ham til skole hver dag, følger ham ind, hjælper ham af overtøjet, og stiller en dunk med rød saft på hans bord. Inden de kører, sætter de sig på hug og siger “Du ringer bare, hvis vi skal komme og hente dig.” Så går de, og Kaspar sidder tilbage ved bordet i sine enormt store bukser, med sine enormt små ben, der dingler frem og tilbage fra stolen.
Jeg glemmer næsten altid Kaspar, indtil det bliver spisefrikvarter, og han henter sin madpakke med nutellamadderne.
Kaspar bliver ikke så længe i vores klasse. Det er som om han bliver mere og mere hvid og mere og mere tynd. Til sidst spiser han ikke engang det halve af en halv nutellamad, men jeg tør stadig ikke spørge, om jeg må få dem. En dag kommer han ikke mere. Læreren siger, at Kaspar holder en “time-out”. Det vil sige, at han bruger tiden på at vænne sig til ikke at have en mor, i stedet for at gå i skole. Hun siger også, læreren, at det er meget svært at miste nogen, man holder af, og at det kan være svært at vide, hvad man skal stille op med det rum indeni, hvor ens mor har boet. “Der er mange ting at finde ud af,” siger hun, “hvordan man skal man indrette rummet, om der skal flytte en anden ind, om man skifte møbler, alt sådan noget.”
Hun siger også, at Kaspar skal have tid til at finde ud af alt det, men at det nok skal gå, for han har jo sine bedsteforældre, der passer godt på ham.

Jeg har også et rum, der står tomt. Jeg ved ikke, hvem jeg skal sige det til, eller om jeg overhovedet skal sige det til nogen, for min mor er jo ikke død. Faktisk er der ikke nogen, der er døde. Jo min farfar er død, men han var gammel, og jeg kendte ham ikke rigtigt, og han havde ikke sit eget værelse inde i mig. Alligevel har jeg et rum, der står tomt. Måske har der aldrig boet nogen, måske venter det på, at nogen flytter ind.
Det sidder lige under halsen, og jeg vågner tit med halsbrand, det gør ondt. En dag prøver jeg at sige til min lærer, at jeg også har et rum, der står tomt, og at det brænder. Men hun lyder lidt vred, da hun siger, at vi allesammen har noget, der gør ondt, men at det ikke er det samme som at miste sin mor. Jeg bliver flov, for det ved jeg godt. Jeg ved godt, at man ikke kan være ked af det, hvis man ikke har noget at være ked af.  Så jeg taler ikke mere om det tomme rum, men begynder i stedet for at gemme små nutellamadder i min taske. Dem spiser jeg på vej hjem fra skole, når ingen ser det. De fylder ikke rummet, men det hjælper lidt på min halsbrand.
Jeg opfinder også en tvilling, der er død. Hun hedder Nayaa. Jeg leger, at det er hendes rum, der står tomt. Jeg taler med hende hver dag, og hun lover at passe på mig, hun siger også, at jeg bare kan kalde, hvis jeg får brug for en time-out.
Da jeg bliver for stor til hemmelige venner og nutellamadder, holder jeg helt op med at spise, ligesom Kaspar gjorde, lige før han forsvandt.
Jeg begynder på et tidspunkt at spise igen, men jeg vågner stadig tit med halsbrand.