Louise Juhl

Jeg har ikke tænkt over betegnelse “lidelse” før. At man som menneske kan “lide” af en sygdom. Men som Asta Olivia Nordenhof siger i det her interview, så er det væsentligt at forstå, at der findes en smerte, en lidelse, bag såkaldt afvigende adfærd.

Det jeg har erfaring med er at værge mig mod at spise. Det er en afvigende adfærd, og det var på baggrund af den adfærd, at jeg i sin tid fik diagnosen Anorexia nervosa. Den efterfølgende psykiatriske (hospitals)behandling bestod så i at ændre den adfærd, at sørge for, at jeg spiste. Det har jeg ikke noget at indvende imod. Jeg var dødeligt underernæret, og havde brug for akut hjælp. Fint og af hjertet tak for det.

Det, der bekymrer, er, at det psykiatriske system (sandsynligvis utilsigtet) overså “lidelsen” bag min adfærd.

Jeg kunne savne, at nogen havde spurgt: “Hvad skyldes den her adfærd? Hvorfor afstår et menneske fra at spise? Hvad er det, der gør, at man som menneske kan vælge smerte fremfor nydelse – og hvorfor?”

Lige nu er jeg i en periode, hvor min krop gør ondt. Det gør ondt at se på den, den er for stor og for kert. Den gør også fysisk ondt: Mine knæ gør ondt, mine fodknogler, nakkehvirvlerne, lænden, alt gør vanvittig ondt. Jeg spiser smertestillende piller i et omfang, der er på grænsen (eller over) til det sundhedsskadelige.

Jeg kender en løsning: At undlade at spise. Jeg har prøvet det, og jeg ved, at det virker! Jeg ved, at hullet i maven, sulten, vil overdøve smerterne i – og omkring -min krop. Been there, done that.

Med en ændring i min adfærd vil jeg kunne dulme min “lidelse”. Jeg vil kunne flytte fokus fra den den kropslige lede til en “stand-in”-lidelse, sulten. En psykiatrisk behandling ville herefter – som jeg har oplevet det ad flere omgange – bestå i at ændre min adfærd, sikre mig en normalvægt. Når det mål var nået, ville behandlingen ophøre. Men “lidelsen,” leden, som den anorektiske adfærd var stand-in for, ville være uændret. Jeg ville stadig være for stor, for kert, mine knæ ville stadig skrige og mine fodknogler føles som nåle.

Så jeg er enig med Asta Olivia, når hun siger, at så længe vi betragter og diagnosticerer en bestemt adfærd som afvigende, uden at se på hvad “lidelsen” fortæller os – at noget ikke fungerer, at virkeligheden gør syge, for eksempel, så er det psykiatriske system på afveje.

Der er mange andre ting i det her interview, jeg også er enig i. Hele nytteværditænkningen, for eksempel.
Se hele indslaget ved at klikke her, det tager lige præcis den tid, det skal tage.