Ensomig #61
by Louise Juhl Dalsgaard
Om tre dage har min mor fødselsdag, det er den 4.juni, juni har for mig altid været den måned, hvor min mor havde fødselsdag og min mormor. Sådan en sart måned, sådan en måned, hvor sommeren endnu ikke tør tro på sig selv, hvor varmen bølger bag gardinerne, lige på randen af at bryde ud.
Min mor er datter af min morfar, det har præget hende. Morfar var en særlig mand, som i sær-lig, han var tynd og høj og havde en meget markant næse, den næse var nærmest mere min morfar end alt det andet. Alt det andet var et kolerisk temperament og en utrolig lille appetit, han nøjedes stort set altid med en kop kaffe med skilt fløde og fire sukkerknalder i en lille fin porcelænskop, så ulig hans robuste og slidte hånd. Han holdt får og havde en stor mark fyldt med frugttræer, men tjente penge som tømrermester.” Agtrup Savmølle,” skulle man svare, hvis telefonen ringede, og så skulle man hente morfar. Han fik to døtre, det var ok “nu det ikke kunne være anderledes,” som han sagde. Min mor var den ældste, der var elleve år imellem de to søskende – et helt liv – de kom aldrig rigtig overens. Min morfar havde ikke meget forstand på hunkønsvæsner, han foretrak mandig muskelkraft og satte lighedstegn mellem mænd og nytteværdi. Mine brødre kom altid med ham ud, så hjalp de med at sætte hegn op om fårene, fældede træer eller bar lange planker ind i savværket. Jeg sad inde i stuehuset og hørte på uret, der tikkede og så til, mens min mormor spillede yatzy med sig selv, hun havde dårlig hjerte, og tog sig af alt det huslige i det omfang helbredet tillod det. Ind imellem kunne jeg få lov at plukke bær, ribs og brombær, eller jordbær, det var dem, der var flest af.
Jeg ved ikke, om min mor nogensinde forstod min morfar, og jeg ved ikke, om det var nødvendigt, de fik tingene til at fungere på deres egen måde. Min mormor døde, da jeg var omkring de ti år, og efter det blev mange ting svære for min morfar. Han døjede mere og mere med dårligt blodomløb, og appetitten syntes omvendt proportional med ensomheden: Jo mere stilhed der herskede på savmøllen, des mindre spiste han. Heldigvis fik han en hjemmehjælper, Birte, hun havde en fantastisk evne til at overhøre min morfars spydigheder, “Kan du da for helvede ikke hjælpe mig min protese på?,” kunne min morfar finde på at herse, men Birte reagerede ikke, og min morfar lærte at ændre spørgsmålet. “Vil du hjælpe mig med min protese?,” og så hjalp Birte ham med protesen. Ligesom hun bagte kridhvidt franskbrød og sørgede for nyslynget honning og andesteg, fordi det nu engang var det eneste min morfar ville spise. I alle årene kaldte han mig for Margrethe, efter dronningen, og min mor kaldte han for Eva, det var hendes søsters navn. Men Birte, hun hed Birte, aldrig andet. Jeg tror faktisk, at min morfar i sine sene år begyndte at ændre syn på mange ting. Ikke mindst på kvinder. For det var Birte, der råbte af ham, når han glemte at tage sin medicin, det var Birte, der ringede på hans vegne og klagede over elregningen – og fik medhold – selvom min morfar ikke havde ænset beløbet. Det var også Birte, der kørte min morfar rundt i omegnen, så han kunne pege ud af vinduet: “Det har vi jo Gartner Thodes lærling,” pegede min morfar, men Birte kunne fortælle, at lærlingen nu var 42 og havde sit eget gartneri. “Nå,” mumlede min morfar, og indså langsomt, med birtes hjælp, at tiden ikke var den samme. At stutteriet nu var et autoværksted, at bageriudsalget var en tankstation og sådan. Det var Birte, der kom forbi hver juleaften med en flaske Kijafa-vin, min morfars favorit, og som blev mindst en time, selvom hun måtte føre hele samtalen. Det var Birte, der mindede min morfar om, at kvinder var seje og effektive, at mit navn var Louise, og at min mor havde sit eget navn, at hun ikke bare var én af to piger.
Min mor har fødselsdag om tre dage, der er mange ting at sige om hende, hun er min mor, men hun er først og fremmest min morfars datter, med alt, hvad det indebærer, født i juni, en sær-lig måned, sart og på randen af noget mere.