Louise Juhl

Det er meget mærkeligt, men jeg sidder og skal skrive noget om min bror, altså om mit forhold til ham, og det, jeg kommer i tanke om er underlige ting, som dengang, han gav mig et los i røven, så det sortnede for mine øjne, og dét så længe, at jeg seriøst troede, at jeg var blevet blind. Eller dengang han læste højt for mig og pruttede, og jeg sagde “arj, du prutter,” og han svarede “nej, gu gør jeg ej,” og jeg sagde “Jo!” og han sagde, at jeg selv kunne stikke min næse ned til hans bagdel for at lugte, og jeg var kun seks år, og stak min snotdumme næse ned til hans røv, og så slog han en prut så vederstyggelig, at jeg kastede op, virkelig, brækkede mig ud over mit tøj. Det er den slags, jeg husker, det er det vores forhold består i og af, alligevel er det første ord, der dukker op, når jeg tænker på min bror: KÆRLIGHED. Man må i sandhed sige, at kærligheden har mange ansigter – og en stor røv!