Louise Juhl

Vi var forbi mine forældre i går for at aflevere en oplader, som min far havde glemt. Vi fik fuldkornsboller med kartoffelspegepølse og en pekannøddesnitte til dessert. For første gang talte vi om mine indlæggelser – altså uden indpakning og inddirektheder, som: “dengang da du havde det skidt” eller “mens du var væk.” Min mor havde ryddet ud i nogle skabe, og havde bl.a. fundet et gammelt halstørklæde, som en medpatient havde strikket til mig, da jeg lå på Frederiksberg hospital tilbage i ’93. Min far syntes, jeg skulle have det, han var loge ved at græde, da han gav mig det. Sagde noget i retning af, “at man jo ikke skal smide sin fortid ud.” Da vi kørte, fulgte de os ud til bilen, vinkede, da vi kørte væk. Engang var det omvendt. Engang var det mig, der lå på en enestue og blev sondemadet, mens det var dem, der kørte væk. Jeg er stadig i tvivl om det med tilgivelse; altså hvem, der skal tilgive hvem og for hvad, men jeg er ikke længere vred. I morges gik jeg fra Tranum strand til Slettestrand og retur, Mumrik jagtede en strandsneppe undervejs (uden held), på vej tilbage gik vi ad Lerup strandvej, det landskab altså :