Louise Juhl

Den anden dag var jeg til kontrol på reumatologisk afdeling, en trist oplevelse, på vej hjem i bilen tudede jeg så meget, at en af mine kontaktlinser røg ud, det var i onsdags, så der var Skønlitteratur på P1. Her havde de besøg af Klaus Lynggaard, der netop har udgivet en digtsamling med titlen “Personfølsomme oplysninger.” Den handler om hans forløb med lungekræft, fra diagnosticering over indlæggelser til tilbageerobringen af sig selv. De havde også besøg af en antropolog, der talte om “narrativ medicin,” altså den “disciplin,” der handler om, at læger blive bedre til at forstå hvorfor en patient er blevet syg, og hvad der skal til for at blive rask igen – en forståelse af hvordan biografi og biologi så at sige hænger sammen.
Klaus Lynggaard fortalte, hvordan han havde bedt en sygeplejerske om at betragte ham som en sart balletdanser, og ikke som den meget høje og robuste mandsperson, han lignede. Da hun lyttede til hans råd, og begyndte at dosere hans kemoterapi, så den svarede til en balletdansers højde og drøjde, begyndte tingene endelig at gå den rigtige vej. Det var virkelig interessant, og det giver mig lyst til at sige, at når jeg ind imellem fortæller om min tid med anoreksi eller om min nuværende kamp mod kroniske smerter, så virker det på nogen intimiderende og “for privat.” Undskyld til jer, der skriver og beder mig holde igen. Men jeg tror nu engang på, at sandheden aldrig er farlig, og at vi ved at dele erfaringer med hinanden, på tværs af sektorer og roller (læge og patient og pårørende), kan finde nye måder at behandle og mestre det at være syg, hvadenten det er fysisk, psykisk eller psykosomatiske lidelser, der er tale om, Jeg tænker endda ikke kun, det er lægen, der skal lære at lytte. Jeg tror også, at vi skal lære at lytte til os selv, til vores krop og vores behov – ikke mindst! Jeg skelner her mellem lyst og behov, for jeg tænker selvfølgelig ikke, at hver gang jeg får lyst til at kværne et kilo skumfiduser, så skal jeg lytte til det. Men mange lidelser er tæt relateret til, at man i en periode bevidst eller ubevidst har fravalgt at respektere sine behov, lytte til symptomer. Selv er jeg ikke i tvivl om, at 18 år med svær anoreksi, og fuldkommen disrespekt for mit mest basale behov, nemlig det at tage føde til sig, har tvunget min krop til at tage voldsomme metoder i brug, simpelthen for at TVINGE mig til at lytte. Så da jeg her til morgen græd, da jeg skulle tage tøj på, fordi det absolut eneste, jeg kunne overskue var at gå tilbage i seng og sove for ikke at mærke mine smerter, ja så er det hundrede procent sikkert min krop, der prøver at fortælle mig, at jeg ikke- sådan som da jeg led af anoreksi – skal ud at løbe 15 kilometer, svømme to og kun unde mig selv en dåse flåede tomater med tørret timian. Min krop har ikke vænnet sig til – tør måske ikke tro på – at jeg er ven og ikke fjende. Måske skulle jeg sætte mig ned og fortælle min krop en opbyggelig fortælling om et menneske, der gerne vil leve i fred med sin krop, hej hej louise, har du talt med din smerte i dag?