Ensomig # 96
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg kan huske lidt. For eksempel at jeg forsøgte at fange et firben på terrassen en sommer. Jeg kan huske, at firbenet tabte sin hale af bare skræk, og at min mor forklarede mig, at det var for undgå fjender, at dyret gjorde sådan.
Jeg kan også huske, at jeg ikke forstod, hvad det var, firbenet ville forsvare sig imod: Jeg var jo ikke en fjende, jeg ville bare kæle lidt for den. Men min mor svarede, at “gode intentioner er ikke altid nok,” og jeg kan huske, at jeg blev forvirret, men allermest lidt ked af det:
Hvad betød det der “intentioner”, og hvorfor var jeg ikke god nok til et firben?