Louise Juhl

Min mormor, hvis hår var blødt og sneglet som et tidligt efterår, snakkede med fuglene.
“Hej Kvækerfinke” eller “Kuk kuk kakadue” kunne hun sige. Ikke kælent men helt straight, som når hun hilste på en nabo.
Hun skrev også læserbreve til Kolding Folkeblad, der vistnok aldrig blev sendt og derfor heller ikke trykt. “Jeg har ikke noget at sige, og ikke nogen at sige det til,” sagde hun, og så foldede hun papiret, først én gang, så én gang mere – og en sidste gang, indtil papiret ikke kunne bukkes mere. Og smed det i papirkurven.
Stella, hed hun, det betyder stjerne på latin.
Hun var vel det, man kalder et godt menneske, alligevel tænker jeg, at hun bar på en slags ensomhed. Måske kom den af, af hun aldrig holdt sig for god til noget eller nogen – andet end sig selv.