Louise Juhl

Jeg prøver at huske hende, sådan som jeg tror, at man skal huske nogen. Jeg har lige læst en bog om svampe. Jeg ved ikke om svampe kan huske, og hvis de kan, om de så husker – eller om de bare tror, at de gør det?
Det, jeg husker, er lyden af grus. Hele tiden den her opmærksomhed i kroppen: om der var nogen på vej, nogen der gik på gruset eller kørte igen. Hele tiden den her vagtsomhed overfor verden, som kun findes dér, hvor man oplever sig selv som et slags helle. Jeg tænker tit på det nu, mange år senere, at når nogen banker på min dør, så skammer jeg mig over, at den står lukket, at jeg er verdensfravendt, med ryggen til. Jeg har ikke noget helle. Helt anderledes var det hos mormor, her var det gården, der var verden, og det omkring en forstyrrelse.
Jeg husker lyden af en bil i gruset, bageren med brød, han kom to gange om ugen og dét, selvom der kun var en kilometer til butikken. For mormor, hun skulle ikke ud på nogen landevej, “folk kørte jo som gale,”  så hun løftede røret og bestilte: “En roulade og to store franskbrød.” Rugbrød behøvede hun sjældent, det var for besværligt med alle de kerner, og honning smagte nu engang bedst på lyst brød.
Sådan noget husker jeg, og jeg er ikke en svamp. Alligevel bliver jeg i tvivl.