Louise Juhl

Jeg vågner ved, at Mumrik skraber på døren. Jeg har sovet ti timer. Det regner udenfor, og jeg har det ligesådan. Mumrik skal som det første ud at lette ben, så tænder jeg op i brændeovnen, laver nescafé. Fem skefulde til en enkelt kop: slå maven itu, slå følsomheden itu. Tager bilen til stranden, går to timer med hunden, det er ok. Efteråret er helt urimeligt omsorgsfuldt: det blødt-brune lys, den gyldne ømhed. Som et tæppe man kan lægge sig på, eller som lyden af et requiem, en afsked.

Jeg sætter mig på hug og tisser på den øde strand, en sær tilfredsstillelse at sætte sig dér, midt i alting, udsat og fuldkommen i knæ. Mumrik finder et sæl-ådsel, halefinnen er stadig intakt.

I radioen på vej tilbage hører vi en dokumentar om KlimaKnud: “Folk tror, at bare fordi jeg ikke har en pløk i kæften, så er jeg en landsbytosse,” siger Knud, og bliver ved at gentage, at han er den eneste, der kan løse klimakrisen. Intervieweren vil åbenlyst hellere tale om de manglende tænder.

I Nørresundby kører jeg i Føtex, køber squash, slik, æg, rugbrød og sprut, går til selvbetjeningsautomaten med mine varer. En kassemedarbejder kommer hen og tjekker, at jeg virkelig har 4 squash, de er tilsyneladende blevet vejet og fundet for lette af maskinen. Hun tæller højt for mig, som om jeg er et lille barn, der skal lære tallene at kende: “En, to, tre, fire. Jo den er vist god nok,” smiler hun og godkender på skærmen.

Hvad for en den?, tænker jeg

Hunden bliver glad, da jeg kommer tilbage til bilen, han læner sit hoved ind foran mit og slikker min hånd, da jeg sætter posen ind til ham på bagsædet.

I morgen begynder vi forfra. Vi er altid en dag bagud.