Heimat
by Louise Juhl Dalsgaard
Så står man dér. På månen. Befriet for tyngden. Uden vejr at trække. Uden åg af traumer og utopiske drømme. Her er ikke nogen eller noget. Ingen stilhed og ingen storme. Vakuum. Free at last.
Og straks længes jeg hjem. Længes efter alle skovene jeg ser, hvor der ikke nogen træer. Efter Peter og ulven og bedstemors alt for store tænder. Længes efter det åndedræt, der sidder fast i halsen og kvæler mig. Efter tilværelsens liderlige tyngde og det ufødte alfabet.
Stjernerne er ikke kommet nærmere, her på månen. De er bare langt væk på en anden måde.
Må nok erkende, at vægtløs lykke ikke er min lykke. At jeg må kravle før jeg kan svæve.
At jeg behøver min ballast, for at fange stjerner.
Afstanden til månen er nemlig kun i dit hovede. Stjernerne er stadig lysår bort.
hun-ulven giver gerne te i glastårnet 😉
Afstanden til månen er nemlig kun i dit hovede. Stjernerne er stadig lysår bort.
hun-ulven giver gerne te i glastårnet 😉
Afstanden til månen er nemlig kun i dit hovede. Stjernerne er stadig lysår bort.
hun-ulven giver gerne te i glastårnet 😉
Fantastisk sætning: “…tilværelsens liderlige tyngde” 🙂
Fantastisk sætning: “…tilværelsens liderlige tyngde” 🙂
Fantastisk sætning: “…tilværelsens liderlige tyngde” 🙂
Er der ikke en lille smule tyngdekraft på Månen…seriøst?
Er der ikke en lille smule tyngdekraft på Månen…seriøst?
Beolog – jo. Ca. 1/6 ifht. jordens. Ellers var de godt dumme, da de hoppede i sin tid 😀
“Acceleration due to gravity at moon’s surface
162 cm sec-2 or 5.31 ft sec-2”
Beolog – jo. Ca. 1/6 ifht. jordens. Ellers var de godt dumme, da de hoppede i sin tid 😀
“Acceleration due to gravity at moon’s surface
162 cm sec-2 or 5.31 ft sec-2”
Det er som om du står på månen og fortæller, at det er råt at længes hjem når man vildt uhyggeligt er ved at svæve væk. Gys:-)
Det er som om du står på månen og fortæller, at det er råt at længes hjem når man vildt uhyggeligt er ved at svæve væk. Gys:-)
Acq: Hvis jeg kunne få lov at konvertere teen til en kop nescafé, så er jeg på vej… 😉
Acq: Hvis jeg kunne få lov at konvertere teen til en kop nescafé, så er jeg på vej… 😉
Maria:
Den sætning er – som de fleste andre i næstsidste afsnit – uddrag fra mine seneste indlæg her på bloggen, for at understrege, at selv på månen er jeg bundet af mig selv.
Indlægget lød
“Ikke tilværelsens ulidelige lethed
men
tilværelsens liderlige tyngde”
Beo og Gaffel:
det finder i to bare ud af 😀
Jeg vælger at benytte mig af skribentens frihed til at forholde mig frit til stoffet 😉
Donald: Lige præcis!
Det er fanme også uhyggeligt, du!
Valget mellem tyngdens urimelige og rigide vertikalitet eller den vægtløses mangel på fortid og fast grund.
Hard choice. Ren eksistentialisme 🙂
Psssst: Tak fordi du kiggede forbi!
Consider it done. 🙂
@ballast. Udfordringen ligger nok mere i valget. Ikke så meget at du ikke kan få hvad du ønsker, men nok mere at du ikke ser hvad du ønsker, – eller måske momentvis ikke ønsker at se, hvad du kan få…
Penpal:
Måske har du ret i, at jeg ikke ønsker at se, hvad jeg kan få…For hvad, hvis det jeg kan få ikke er det samme, som det jeg har brug for?
Hælder dog mere til teorien om, at jeg ikke ved, hvad jeg vil have. Og det burde så betyde, at jeg skulle undlade at himle op, før jeg vidste det. Men jeg søger gennem sproget. Håber at komme til at tale over mig, og således afsløre hemmeligheden for mig selv 😉
Mig har en teori: Imellem vores to hjernehalvdele befinder sig det såkaldte corpus callosum. Eller hjernebroen/-bjælken om I vil. Herigennem går nervebanerne, og al den intracerebrale kommunikation forløber her imellem de førbemeldte hemisfærer. For at udvikles og blive vedligeholdt er det nødvendigt at foretage extracerebral kommunikation. Ren stimulering af de to hjernehalvdel, der finder ud af, at der er noget spændende at kommunikere med, og derved motiveres (om man vil) til at knytte nye interne forbindelser.
… Jo, mere spændende du bringer på banen i skrift og tale. Jo, lettere inspirerer du dig selv (og os andre i procesforløbet). 🙂
“Stjernerne er ikke kommet nærmere, her på månen. De er bare langt væk på en anden måde.” – det er en konstant følelse.. At man ikke rigtig bliver helt tilfreds? Eller er det bare mig?
Blogwoman
WhaggaWhagga:
Altså neurobiologi er ikke lige en videnskab jeg er stærk i, men jeg er overbevist om, at du ved hvad du snakker om. Og motivation til at gå nye veje, se nye vinkler, vove andre slutninger end de hidtidige er ALTID i høj kurs hos bette Ballast. Så “let´s take a walk on the wild side”…
DU INSPIRERER!!!
Søde blogwoman:
Nej, det er ikke kun dig. Sådan er livet nok så viseligt indrettet: At man skal avne, fordi det saber en bevægelse…en fremdrift…mod noget andet og bedre ?
Knus til dig
Kære Ballast:
Det er mig en glæde at kunne inspirere, og bidrage til de udødelige guldkorn, som du spreder udover os enfoldige besøgende i dit univers. Jeg vil med hjertens glæde fortsætte denne kærtvundne rettighed.
‘You need to walk on the wild side
To see the other side of the Earth
You need to play with eyes wide
To initiate your divine rebirth ‘
Blogwoman:
Er det monstro almenmenneskeligt? Som en viis mand engang sagde: ‘Jeg gik til enden af regnbuen for at finde alverdens skatte. Jeg nåede frem, og min første tanke, da jeg så, hvad jeg havde fundet, var: Er der mon noget bedre i den anden ende?’
Måske skal vi savne noget, der er lidt bedre, for at få motivationen til at udforske livet, og hele tiden finde et bedre svar på livets spørgsmål?