Ensomig #120
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg vågnede og var trist, fordi jeg ikke lige kunne rumme, at jeg skal hjem i morgen, ovenikøbet var det alt for tidligt og alt for mørkt og alt for søndag. Ilden ville ikke fænge og kaffen var tør. Bum. Men så fik jeg det sådan lidt “Come nu on, Loulou, bare fordi du skal dø engang, betyder det jo ikke, at du behøver at dø hver dag”-agtigt. Altså, det er jo ikke før i morgen, at jeg rejser væk, hvilket betyder, at i dag er jeg her stadig. Så trist blev vendt til hurra, jeg spændte fødderne for vognen, og gik ud med hunden. Og jeg kan lige så godt sige det, som det er: Af alle gode ideer er kærlighed og natur de to bedste, og heroppe kan man endda slå to fluer med ét smæk. Naturen er sindssygt kærlig og kærligheden er helt naturlig. Jeg er så glad for, at skovene findes:
