Ensomig #126
by Louise Juhl Dalsgaard
at skrive alt i ental. én kærlighed, én angst, én ondskab. det er først nu, jeg kan se at herfra, går det kun tilbage. naturen er det eneste, der trøster mig, det eneste, jeg tør stole på. af samme grund tager jeg det heller ikke personligt, når bladene falder og æblerne rådner.
jeg har ikke noget udestående med min fortid, ikke mere. det gør ikke tingene lettere, snarere tværtimod. hvad gør man, når man har stoppet hullet i bunden, men båden fortsætter med at synke? det var sådan, det startede og det er sådan, det starter igen. i ental.
én sorg.