Halvmåne
by Louise Juhl Dalsgaard
Dagene sover mens nætterne er vågne. Månen gaber lidt og venter på sin afløser. Alle de åbenbarede drømme trætter og spiser af min måne, så den nu kun er halv.
Himmelråbende alene lyser den op, månen. Kalder på rumskibe og forventningsfulde stjerner, der ønsker at lande. Hoppe rundt i det utyngede og fryde sig over goldheden og skønheden i det forladte landskab. For efter en tid atter at entre det buttede fartøj og forsvinde. Det er drømmenes lod her på månen: Den glimtvis bosættelse. Landflygtighed og evig vandring.
Jeg vil have mere. Mere end jeg magter at give. Mere, end jeg har at give. Og sådan hænger verden jo ikke sammen. Heller ikke på månen. ”Som brødre vi dele, jeg tager det hele”. Urimeligt infantilt.
Angsten for at blive afsløret. I at udnytte. Stå i gæld. Angsten for hammeren der falder, dommens time der oprinder. Gælden, der skal gøres op.
Ups, lille De, de har vist glemt at betale….Og jeg har brugt pengene og lommerne er tomme og kreditten opbrugt. Der er ligesom ikke så meget at komme efter. Og hvad så? Hvad så, lille De?
Father forgive me, for I have sinned
På flugt fra verden er månen halv: Den har skamfuldt vendt ansigtet bort.
Vi er, vi skaber og nogle gange finder vi ud af, at det skabte kræver lidt ekstra for, at tilfredsstille vores behov.
En sjælden gang, må vi kikke på vores skaberværk, og sige til os selv: Den ser pæn ud, men den er det ikke værd, så jeg prøver på ny …
Så længe pungen med intergalaktiske buspoletter er fyldt er der ingen is på koen, der sprang over månen, eller var det frikadellens flugt over plankeværket, som jeg tænker på? Men løber man tør, så må man låne … Heldigvis er det ikke misbrug, hvis man spørger pænt. Den adspurgte kan jo altid sige nej …?
Vi er, vi skaber og nogle gange finder vi ud af, at det skabte kræver lidt ekstra for, at tilfredsstille vores behov.
En sjælden gang, må vi kikke på vores skaberværk, og sige til os selv: Den ser pæn ud, men den er det ikke værd, så jeg prøver på ny …
Så længe pungen med intergalaktiske buspoletter er fyldt er der ingen is på koen, der sprang over månen, eller var det frikadellens flugt over plankeværket, som jeg tænker på? Men løber man tør, så må man låne … Heldigvis er det ikke misbrug, hvis man spørger pænt. Den adspurgte kan jo altid sige nej …?
WhaggaWhagga:
Jeg er opdraget til, at jeg står i gæld.
Hvis nogen slog mig, og jeg klagede min nød, lød svaret: “Hvad havde du gjort, siden de slog?”. Jeg lærte ikke at tage imod noget fra nogen, fordi der altid kom en regning…Og hvem kunne vide, om der var penge på kontoen til den tid?..
Med den ånde i nakken, kan det være meget, meget svært at bede om hjælp. Det bliver så beskidt og skamfuldt…Men jeg har faktisk (ligesom de fleste andre mennesker) brug for hjælp. Til at holde af og holde om og blive holdt om. Til at grine med. Og vræle lidt iblandt. Men mest af alt bare til at dele. Livet. I stort og småt
@Ballast. Der går meget hurtigt debet/kredit i livsfilosofien. Kender det godt. Det er egentligt et urimeligt regnskab, for vi ved ikke sådan lige hvor balancen ligger. Og at det er ok i længere passager af sin tilværelse at trække på andres ressourcer, hvis det er det, man har brug for. De skal selvfølgelig være der, og ligeså vigtigt. Man skal tro på, de er der.
Forstår dine behov, der er så basale. På en absurd måde er du heldig kun at ønske dig til månen. Herfra kan du se jorden, og herfra er den på en eller anden måde inden for rækkevidde.
Jeg ønsker mig lejlighedsvis til andre galakser, lysårhundreder væk. Væk fordi jeg på den anden side af livets spilledåse finder hjem til noget jeg føler jeg rummer og savner, men aldrig har fået. En lille munter melodi, der lover mig, at jeg er her med mål og mening.
Hvor er det forresten dejligt skrevet. Og jeg tænkte egentlig på om Månen vender ansigtet bort. Vender den ikke bare nakken til ?
Jo det tror jeg. For den vil så gerne tilgives, og håber i det skjulte. På at kunne vende….tilbage. Når den selv har tilgivet ?? (:-) )
Ballast:
At fejle er menneskeligt … At tilgive er guddommeligt. Måske er det, dét som vi er sat i verden for: At lære tilgivelsens kunst, og at erkende, at det nok er den rene, der skal den første sten, men at den, der stopper med at kaste sten, måske nærmer sig det guddommelige?
Penpal:
Du skriver det, vi andre tænker, og ikke finder ord til. Din antagelse om månen er sublim. Måske er den muntre melodi ikke længere væk, end det smil og den tanke, som dine ord hjælper til verden?
Kære WhaggaWhagga:
Jeg tror du har helt ret: Vi er sat i verden for at lære at tilgive. Os selv og andre.Igen og igen.
Og stenkastning er afmagtens sprog. Som vi alle af og til tyr til,men inderst inde gerne ville stoppe med Men tør vi? Lade være at kaste den første sten? Den sidste?
@WW. Nej måske. Det er en dejlig tanke. Tak for roserne.
@Ballast. Det er svært ikke at kaste med sten. Han er jo så vant til det ! 😉