Louise Juhl

Der er noget med hendes hals, den virker skrøbelig, som om den hvert øjeblik kan knække. Hun dækker den som regel med et tørklæde. Hun siger, at det for at undgå træk, men jeg tror ikke, at det er hele sandheden. Det er svært at kende hele sandheden om et menneske, hvis en sådan overhovedet findes.
Hun er glad for tasker. Ikke at hun har mange, men dem hun har, er udvalgt med omhu. De er allesammen i læder, med håndlavede spænder, og farverne veksler fra mørk brun til sort. Ikke at de betyder så meget, taskerne, men den omhu, hvormed de er valgt, siger noget.
Jeg kan huske, at jeg en periode besøgte en psykolog. Vi kom naturligt til at tale om hende: Hvad hun lavede, hvem hun var, hvordan vores forhold havde været? Jeg fortalte, at hun havde været kærlig og omsorgsfuld, til at stole på, til at tale med. Men også, at hun i perioder havde været stille og træt, og at der var dage, hvor hun lå for nedrullede gardiner, og kun stod ud af sengen for at kaste op, ligbleg. Halsen tæt på at knække.
“Har du tænkt på, om det var for meget med tre børn?,” spurgte psykologen.
“At det måske havde været bedre for hende at nøjes med to?”
Hvad svarer man, som tredjebarnet, på den slags?
Det har jeg tænkt over lige siden. Det har jeg.