Ensomig #152
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg vågnede klokken 5.23, fordi Mumrik gøede. Måske var det blæsten, måske en drøm, jeg ved det ikke, men jeg gik ned og satte mig hos ham. Så sad vi dér, side ved side, og gloede ud i mørket en times tid. Nu ved jeg godt, at de kloge siger, at det ikke nytter at kæmpe mod vindmøller, men at gø af mørket er langtfra så tosset, som det lyder: Se bare udenfor, det begynder at lysne. Hvem ved, hvor længe vi kunne have ventet på det, hvis ikke hunden havde råbt op, så vi sammen kunne stirre ud i mørket, til det slog øjnene ned?
#fightback #Mumrik4ever