Louise Juhl

Jeg blev ramt lige i solar plexus, da en FB-ven tidligere i dag skrev, at hun havde været til eksamen. Det var gået ok, selvom censor og eksaminator med hendes egne ord: ”syntes, jeg snakkede for hurtigt og burde have begrænset mig lidt.” Linda skrev også:”dér fik de så meget koncist beskrevet min personlighed”. Jeg misunder Linda hendes mod til at stå ved sig selv – endda med stolthed. Jeg husker tydeligt dengang i femte, hvor min klasselærer, Per, trak mig til side for at fortælle, at nogle af pigerne i klassen havde klaget til ham. De mente, at det var forstyrrende, at jeg så tit sad med min finger i vejret, for så turde de ikke at række hånden op. Jeg kan huske, at jeg ikke rigtigt forstod, hvad han sagde. Eller: jeg forstod ikke, hvad det var pigerne mente. Altså bare fordi jeg havde hånden i vejret, forhindrede det jo ikke dem i at gøre det samme. Det sagde jeg til min lærer. ”Jamen, hvorfor rækker de ikke bare hånden i vejret?” spurgte jeg, men han svarede noget med, at de ikke følte, at jeg gav dem en chance for at tænke sig om, fordi jeg var så hurtig og ”altid sad og viftede med min bedrevidende finger”.
Jeg har med garanti været pisseirriterende, det er meget muligt. Men den måde, de gjorde det på: bag om min ryg. Tonen i deres klage. Det betød, at jeg i flere uger undlod at række hånden i vejret, ja faktisk sagde jeg ikke et ord. Det var selvfølgelig en helt åndssvag og overdrevet reaktion, men jeg skammede mig sådan ved at være mig selv – højttalende og selvsikker. Og det var faktisk ikke før en måneds tid senere, at vi fik nogle lærerstuderende, og en af dem spurgte mig, om jeg var ked af noget. Ingen af mine kammerater eller lærere havde tilsyneladende bemærket noget. Måske var de lettede over, at jeg endelig holdt min kæft?
Uanset hvad, så var det fint af dem, at de så det, at de så mig. Alligevel skyndte jeg mig at svare nej, ”nej, jeg er ikke ked af det.” For jeg havde ikke noget at være ked af. Det var jo mig – ikke de andre – der var problemet?
Efter lidt tid begyndte jeg dog at tale igen, nu lidt lavere. Ind imellem rakte jeg også hånden op, men jeg havde lært det: at holde lav profil, at mumle og rødme.
Det blev ikke bedre da en anden lærer, hun hed vist Agnes eller Birgit, en dag pegede på et klistermærke på min taske fra SFU og sagde: ”Jeg troede ikke, at sådan nogle som dig stemte på SF.” Jeg kan huske, at jeg tænkte ”sådan nogle hvad for nogle?”
Men jeg spurgte ikke.
Det er sikkert noget rod, det, jeg prøver at sige, men der tales tit om, hvor svært der er for de stille piger, de indadvendte og generte. Og det er godt, selvfølgelig er det det! Men jeg skulle hilse fra en ekstrovert, meget talende pige og sige, at der også følger virkelig meget lort med at fylde meget. En masse fordomme, en masse usagtheder. ”Sådan nogle.”
Ind imellem prøver jeg stadig at holde min kæft og se sød ud, men det lykkes virkelig dårligt. Så stort tillykke til Linda med at være den, hun er! Det er så skønt. Og det der med, at nutidens kvinder altid er frie til at være sig selv, det er altså en sandhed med modifikationer.