Louise Juhl

Jeg har forgæves forsøgt at komme i tanke om, hvordan mine morgener var, da jeg var lille, men jeg må melde pas, jeg er helt blank, morgenerne er væk. Til gengæld husker jeg, at der i tredje klasse begyndte en ny pige, hun hed M og kom fra Storevorde, hendes far var falckredder, det var spændende, syntes jeg, alt det med blink og liv og død. Nu var det bare sådan, at jeg jo egentlig var veninder med L, men M var så sød, spændende og- ikke mindst -ny, og nåja, så ved I sikkert hvordan det endte, jeg begyndte at lege med M. Det virkede harmløst, men var i virkeligheden ret traumatisk, kampen, altså ikke min kamp, men kampen mellem L og M, der ikke kunne fordrage hinanden, og som begge følte, at jeg “tilhørte” dem. L blev såret og M var usikker, og det hele var noget rod.
Men på et tidspunkt fandt L og M ud af, at den bedste måde at vinde mig, var at vinde “over mig”, så de rottede sig sammen, og blev fra den ene dag til den anden bedsteveninder. Jeg, derimod, var fuldstændig udelukket, helt og aldeles, kold luft og skuleblikke. Det underlige var, at jeg følte en KÆMPE lettelse. Jeg kan huske, at min far havde klippet hæk, og at jeg stod i det afskårne hæk-affald i mine gule gummistøvler, og tænkte: “Jeg melder mig ud, jeg melder mig simpelthen ud af kampen”. Og et kort øjeblik havde jeg det, som om alt var muligt, virkelig, jeg kan huske, at jeg tænkte, “nu er jeg bare mig”, og det var helt vildt lykkeligt.
Men så gik jeg ind for at spise, og på bordet lå der en seddel om, at M havde ringet, og mens jeg læste sedlen ringede telefonen i stuen, og min mor tog den. Hun kaldte på mig, det var L, der gerne ville snakke med mig
Og jeg blev så træt, lige der ved frokostbordet med gule gummistøvler på fødderne, helt vildt træt. For det gik op for mig, at det kunne man ikke, man kunne ikke melde sig ud af kampen, sådan er verden ikke. Det var virkelig en massiv erkendelse.
Det er det stadig.