Louise Juhl

Jeg mødte ham på et datingsite, det var lige efter, at jeg var blevet udskrevet fra sygehuset. Jeg savnede en erstatning for afdelingens stramme regime og tænkte, at kærlighed måtte være svaret. Hvad jeg ikke havde tænkt på var at det, jeg mest af alt savnede, var lidt kærlighed fra mig selv.

Vi mødtes inde midt i Aarhus, byen der dengang blev stavet med Å. I busgaden. Han havde brune øjne, afslappet tøj og sin cykel på slæb. Jeg husker ikke, hvad vi foretog os, måske drak vi kaffe, måske famlede vi bare rundt i blinde for at finde vores ben at stå på. Han talte for os begge, lidt hektisk, det var rart, så slap jeg for at fortælle om min situation og mit (manglende) liv. Vi skiltes samme sted, som vi mødtes. Jeg tog bus 2A tilbage til min nærmest umøblerede etværelses, der havde udsigt til parkeringsplads og noget de kaldte en grøn oase, men som ingen nogensinde benyttede.

Han hed Brian til mellemnavn, og sendte mig bunker af sms’er om, hvor sød jeg var – og så lille og fin. Det føltes underligt, at nogen satte pris på min krop – en kroget bøjle, man kunne hænge sit tøj til tørre på.

Anden gang vi mødtes var i hans lejlighed. Han havde en kat, der hed Lille Mis, og som han elskede højt. Den rendte rundt på alle borde og var en behagelig afbrydelse, når vi ikke vidste, hvad vi skulle sige til hinanden. Det var tit. Hans lejlighed var ikke stor, men havde et værelse mere end min, og så var udsigten bedre: Man kunne se ud over Botanisk Have, helt hen til den gamle by, og ned til en fotograf, der reklamerede med alt fra konfirmationsbilleder til kvinder i gennemsigtig lingeri. Det sidste satte Brian pris på.

Besøget endte i hans seng. Jeg var langt fra parat men tænkte, at det nok var mig, der var galt på den. Jeg lod ham gøre, hvad han ville. Den dag i dag kan det undre mig, at han ikke løb skrigende bort ved synet af mine visne bryster og de udstående hofteskåle, men han virkede helt upåvirket. Jeg husker, at han hentede katten op i sengen, da vi var færdige, og at jeg gik derfra med følelsen af at være tyndere end nogensinde. Kort tid efter flyttede vi sammen. Jeg beholdt min lejlighed, jeg påstod, at det var fordi jeg ikke vidste, om jeg var allergisk overfor katte. Med samme begrundelse insisterede jeg på, at vi sov i hvert sit værelse, så jeg ikke skulle dele sengetøj med dyret. Det separate soveværelse udgjorde en slags helle, hvor jeg hver nat spiste alt det, jeg ikke undte mig selv om dagen. Så lå jeg i mørket og tyggede på helseklid-knækbrød og vågnede op med krummer stikkende mod min hud, indtil Brian kom ind, børstede krummerne af lagnet og kravlede ned under dynen. Katten lod han blive udenfor.

Efter at halvt år i hans lejlighed flyttede vi til noget større. Vi måtte ikke have kat det nye sted, men Lille Mis flyttede med. Jeg fik arbejde som sekretær i en kiropraktisk klinik i verdens mest triste storcenter. Jeg stod op kl. 5 hver morgen for gå 12 kilometer, en slags aflad for knækbrød og sex. Klokken 8 mødte jeg ind hos kiropraktorerne. Først støvsugede jeg, så tog jeg imod de mange patienter, der sad som slagtekvæg foran behandlerkabinerne. Jeg hjalp med at fremkalde røntgenbilleder, skrev journaler og undskyldte de evige forsinkelser overfor patienterne. Jeg sagde altid ja til arbejde over, og når jeg fik fri, gik jeg 10 kilometer for at kompensere for de mange passive timer i sekretærstolen. Det blev sent, før jeg kom hjem, og kæresten havde i mellemtiden set porno på nettet et par timer, og var nu klar til “the real deal”, som han kaldte det og grinede.

Katten blev opdaget af naboerne, og vi måtte flytte. Brian fandt hurtigt et rækkehus i en trøstesløs forstad, hvor vi kunne bo. Der fulgte en lille have med, hvor Lille Mis kunne boltre sig, til gengæld havde huset kun ét soveværelse, så det var slut med mit helle. Nu hvor jeg ikke længere kunne spise om natten, tabte jeg mange kilo, ikke at det virkede afskrækkende på Brian, der bare fik mere og mere “brug for min nærhed.” Når ikke han havde “brug for mig”, arbejdede han eller spillede Counter Strike, som mest gik ud på at snigløbe gud og hvermand.

Jeg ved ikke hvordan eller hvorfor, men en onsdag midt i maj varmede jeg to pandekager, fyldte dem med nutella, og stillede dem på køkkenbordet. Jeg lagde endda et stykke stanniol henover, så de kunne holde sig lune. Så skrev jeg en seddel til Brian: At jeg havde brug for et par ugers ro til at skrive, og at jeg derfor ville flytte for en tid. Jeg fandt samme dag et værelse, det var kun 12 m2 og meget interimistisk, men det passede mig fint.
Med mig tog jeg en mikroovn, min kontorstol og en flaske jordbærlikør, og jeg vendte aldrig tilbage igen.
Brian affandt sig med situationen, han havde jo Lille Mis, sit computerspil og pornoen at falde tilbage på.