Louise Juhl

Sproget er en sugekop, en sulten tarantel. Sproget vil vil altid have mere. Sproget vil have munden, drøblen, hele hylden med bland-selv-slik. Fantomskumfiduser: følelsen af noget blødt, lige før tænderne falder ud. Så råber vi på banalikør, knæskalspolyester eller konvolutter til vore angst. Så vil vi have frimærker, vi kan slikke på.
Vi spørger: “Annemette, må jeg låne din tandbøjle?”
Det er længe siden, jeg har været ked af det, og endnu længere siden, jeg har været glad. Smag på ordet. Glad. Det rimer på mad.
Sådan er vi så nemme at mætte.