Louise Juhl

Der er ingen særlig anledning, hun sidder bare og venter på den ugentlige samtale i den velkendte stol med lammeskind i ryggen. Bladrer i magasiner fra for lang tid siden: Bo Bedre, stuer i orange og brune nuancer, et lavt sofabord og en keramikvase, der forlænger en gul tulipan. Tulipanhovedet hænger nærmest umotiveret fra vasens top, stilken er skjult, hun genkender følelsen.

Hun er altid bange for, at der skal komme andre patienter. Hvad siger man til hinanden, når man mødes sådan et sted: Hej, er dit liv også i stykker? Er du til fare for sig selv? Hvad stiller man op, hvis vedkommende svarer ja? Det er som om et: Nå! ikke helt er nok.

Der kommer ikke nogen, og hun læser videre i bladet, mens hun tænker på, hvad hun skal sige, hvis han spørger, hvordan det er gået siden sidst. Jo, hun har flyttet rundt i køkkenskabet, så tallerkenerne nu står til højre for vasken. Det virker ligesom mere logisk, synes du ikke?, kunne hun spørge, selv om hun allerede ved, hvad han vil svare: Hvad synes du? Sådan sidder de som regel og sender ligegyldige bolde frem og tilbage over nettet.

Han siger, at hun taler udenom, at hun har svært ved at gå i kødet på problemerne. Du siger jo også, at jeg kun er skind og ben, svarer hun og prøver at få overtaget. Sidst hun blev vejet havde hun tabt sig halvandet kilo. Det er tøjet, forklarede hun. Du snyder jo kun dig selv, svarede han.

Hun ville ønske, at han ville skælde ud, det ville gøre tingene lettere, bolden nemmere at returnere.

Det er svært at spille squash i et rum uden vægge.

En patient kommer ud af konsultationsværelset. Samtalerum, plejer han at rette hende, når hun bruger det udtryk, men hun gider ikke diskutere. En samtale kræver, at der er to, der siger noget. Patienten tager sin frakke på, de siger ikke noget imens, hvad skulle de sige? Inden han går, løfter han hovedet en lille smule, mumler farvel. Farvel, svarer hun. Det er svært ikke at fokusere på såret på hans kind, hun kigger ser i stedet for ned i bladet, på det kropsløse tulipanhoved i den fløjlsbrune vase.

Kom bare ind, siger han og rækker hånden frem. Hun tager den og siger hej. Han henter hendes journal på sit skrivebord, i et sandfarvet kartonchartek, den er tyk, helt ulig hende. Hun sætter sig i den mørkegrønne lænestol. Hun kunne godt bruge en pude, hun kan mærke sine siddeknogler, det gør ondt. Det minder hende om, hvor hun er.

Han sætter sig i stolen overfor, trækker vejret dybt og puster ud, han siger ikke noget. Hun kender de første minutter, hun ved, hvad han gør. En slags verfremdungseffekt, hun husker begrebet fra tysktimerne, Brecht. Han vil gøre hende opmærksom på sin rolle, bryde illusionen. Vi er patient og behandler, ikke venner. De har talt om det flere gange: Hvad er du vil have mig til?, har hun råbt, og han har stillet hende det samme spørgsmål. Ja, hvad er det jeg vil? Så råber hun noget i retning af: Hvad side i psykologihåndbogen, er du kommet til? Hvad side tror du, vi er kommet til?, svarer han tilbage.

Hun bliver trist, vred. Jeg har det for helvede skidt, og det der pis virker ikke, råber hun. Han læner sig frem: Jeg kan godt se, at du har det skidt, siger han, og trækker vejret dybt ned i maven, puster ud. Men hvad vil du gøre ved det? spørger hun, stadig aggressiv, måske ked af det, det er svært at kende forskel. Jeg kan ikke gøre noget, svarer han, men jeg kan hjælpe dig med at hjælpe dig selv.

Hun bliver så træt, begynder at græde: Men hvad vil du have, at jeg skal gøre?

Ja, hvad er det, du skal gøre?, spørger han.