Louise Juhl

Den lange version: Jeg er i sorg, sådan tænker jeg, selvom det er uddateret udtryk. “At være i sorg”. Jeg møder C, der forstår mig: Hun sørger også. Hun har mistet sin datter A, hele familien er i sorg, hendes mand og de efterladte børn, vennerne.
Jeg får lov at se A. De har valgt at tørre hendes lig, så det kan holde sig. Udtørringen gør, at liget er krympet. Hendes krop er rullet sammen som en slange, hun kan ligge i en hånd, en fin en håndfuld, hun ser fredfyldt ud.
Jeg får lov at sove i C’s hus, i et værelse der står tomt (måske A’s?) Der er kun en seng i værelset, men jeg har heller ikke brug for andet. Jeg trænger sådan til at sove. Det er rart at være i huset, omgivet af andre, så jeg slipper for at være alene. Jeg er bange for at blive overladt til mig selv, jeg ved ikke hvorfor.
C er omsorgsfuld, det samme er hendes mand, men de har begge to meget travlt og det er mest i forbifarten, at jeg mærker deres varme. C’s mand arbejder hjemmefra om onsdagen. Jeg elsker de onsdage. Selvom vi sidder i hvert vores rum og ikke taler sammen, er det trygt at vide, at jeg ikke er alene i huset.
Huset har indgang i kælderen, og man skal bruge en kode for at låse sig ind. C deler indgangen med en anden kvinde, der bor i et tilstødende hus. Hvis jeg får koden til døren, får jeg også adgang til denne kvindes hjem. Nabokvinden modsætter sig, at jeg får koden. Jeg tror egentlig ikke, at hun mistænker, at jeg vil misbruge den, men jeg bliver alligevel meget flov og ked af, at hun ikke vil dele den med mig. Jeg tænker, at jeg må virke upålidelig eller falsk. C forsøger at argumentere for min sag. Hun fortæller, at jeg er i sorg og behøver hjælp. Det rører mig, at C bruger tid og kræfter på at forsvare mig, men lige lidt nytter det. Nabokvinden står fast.
Jeg kan nu kun være i huset om onsdagen, hvor C’s mand er hjemme til at låse mig ind. Det står hurtigt klart, at det langtfra er nok, og at jeg er nødt til at flytte.
Den dag jeg flytter, holder C en fest i huset. Stemningen er løftet, der er mennesker overalt, undtagen i A’s rum. Jeg pakker mine ting og tager de fyldte poser med ud til min cykel, der står udenfor. Det er mørkt, men lyset fra alle vinduerne oplyser cyklen og alt mit habengut, det er virkelig fint. Jeg kan se, at folk inde i huset skåler og er glade.
Så kommer C’s børn ud, de smiler og ønsker mig god tur. Jeg får fornemmelsen af, at de ikke ved, at jeg er i sorg, og begynder derfor at fortælle, men pludselig ved jeg ikke, hvad jeg skal sige, jeg ved ikke, hvad jeg er ked af eller hvad jeg er bange for. Så jeg siger ikke noget, vinker bare og cykler afsted.
Da jeg er kommet lidt på afstand, ser jeg tilbage mod huset. Det står med de lysende vinduer og mennesker, der skåler, det ser rart ud. Alle er glade, det er som om, at A slet ikke er død.

Da jeg vågner, er klokken 6.32, det er torsdag og hunden skal luftes. Vi tager til vandet.