Louise Juhl

Jeg kan huske, at naboerne havde deres. Der var ægteparret til højre, begge med merkantile uddannelser, hvilket jeg forstod, ikke var helt så fint som at være akademiker. Så var der de to, der boede en tand længere henne, hvor manden i huset var overlæge og derfor “udenfor rækkevidde.” De, der boede overfor, havde en dalmantinerhund, der hed Prins – det sagde ligesom alt.
Så var der nr. 5. Her så man sportslørdag og drak øl til frokost – mage til slendrian! Og i nr. 7, havde konen havde dårlige nerver, hun gik i hvert fald med i bare tæer om vinteren, det var noget skidt.
Jeg ved ikke, hvordan naboerne så på os (nr. 2), men jeg ved, at da jeg blev syg, var der en af dem, der skrev til mig, at hun aldrig havde troet, at den slags sygdom ville ramme “sådan en som mig, ” og at jeg lige siden har tænkt på, hvem “sådan en” mon er?