Louise Juhl

Min mormor hed Stella, der betyder stjerne, og en stjerne, det var hun, som hun gik omkring og strålede, uanset om hun kogte bær til gele, bagte brød eller satte rester ud til de vilde katte. For ingen skulle ifølge min mormor lide nød, heller ikke dyrene.
“Kis, kis, kis”, kaldte hun og så kom de løbende alle steder fra.

Min mormor duftede altid sødt af parfume, som hun købte i TATOL. En lille butik, hvor man kunne få alt, hvad hjertet begærede, lige fra dåsetomater over nylonstrømper til Kijafa kirsebærvin. Parfumen hun bar hed 4711, og var i en lille riflet flaske med blå blomster på etiketten. Jeg syntes, det var en meget fin flaske, og når ingen så det, listede jeg mig ud på badeværelset, hvor den stod, og trykkede på forstøveren. Puuf, og så duftede alting af mormor.
Det var den bedste duft, jeg kendte, endda bedre end lugten af flæskesteg, som ellers var min yndlingsret, og som min mormor altid lavede på min fødselsdag.
Når hun ikke tog sig af katte, spillede mormor yatzy med sig selv. Det elskede hun, og hun sagde tit, at hun bedst kunne lide at spille alene, for så var hun sikker på at vinde. Hun lagde også kabaler, men én gang i timen, når den blå rutebil mod Odder kørte forbi på Strandvejen udenfor, lod hun et øjeblik kortspillet ligge for at vinke til chaufføren, der altid vinkede tilbage og dyttede med hornet.
Mormor havde haft gigtfeber som barn, og derfor slog hendes hjerte ikke helt, som det skulle, og når hun trak vejret, gav det en lille pibende lyd fra sig. Med tiden blev mormors problemer værre, og en dag kunne hun ikke få luft, og jeg måtte ringe efter en ambulance. “Du skal se, det er nok ikke så slemt,” trøstede hun mig, da de tog hende med på hospitalet. Hun smilede og vinkede fra båren, og selvfølgelig dyttede chaufføren, da de kørte afsted.
Mormor blev begravet en torsdag i marts. Det var koldt, men solen skinnede, og kisten var pyntet fint med blomster i samme blå som etiketten på den riflede parfumeflaske.
Da de sank kisten i jorden, gav jeg den et lille et sprøjt med 4711 med på vejen.
Puuf.
Og et kort øjeblik var det som om mormor blev levende igen.