Louise Juhl

Det er klart, at det ikke er tilfældigt. Alting sker jo af en grund. Også al den fokus på gastronomi og kokke. Det kan godt være, at jeg ikke forstår mig på politik, men jeg forstår mig på mad, og måske er det lidt det samme?
Når jeg hører en fransk “chef” forklare hvordan han “monterer” en “sauce” med smør, lyder det jo som når Pave Franz maner til fred i verden. Madlavning er blevet til meget mere end mad, det er blevet til et valg af livsstil, et udtryk for grundholdninger på linje med boform, erhvervsvalg og politisk tilhørselsforhold. Hollandaisesaucen bliver for nogen det, der får hverdagskartoflen til at glide ned.
Jeg har tænkt lidt over den gastronomisk demografi:
Functional food afspejler en målrettet, ambitiøs tilgang til mad og spisning. Vi møder her den målrettede, Anders Fogh look-a-like, der hver morgen står op klokken 5, iklæder sig svedbånd og pandelampe, og løber en halvmarathon, før han møder på arbejde. Det er jo vigtigt at holde sig i form og ung. Her spises der for at optimere sin ydeevne, ris og tun til morgenmad, riskage og en proteinshake til frokost. Til aften en calciumberiget bananpandekage med fyld af chiafrø og hampolie, men endelig ikke for sent, alt mad spist efter klokken 18.00 sætter sig jo på maven.
Nordic food fanatikeren ser sine omgivelser som et forrådskammer, brændenælder, bænkebidere og alt med havtorn. Havtornsuppe, havtornskum, havtorn-is, gin og havtorn, rom og havtorn, havtorn on the rocks. Myrepis er godt, hvis man vil fremhæve smagen af umami, birkebark kan dæmpe trangen til salt. Alt kan spises, bare det vokser i nærheden og ikke taler udenlandsk. Folk, der sværger til nyt nordisk er typisk akademikere med tid og råd til at køre elbil, de ser X-factor, men naturligvis kun for børnenes skyld!, og i ferien bytter de lejlighed med en helt tilsvarende familie i en helt tilsvarende storby med helt tilsvarende prioriteter i tilværelsen.
Molekylær gastronomi er for dem, der praktiserer en videnskabelig tilgang til livet. Tøris, sous vide og chiffonflasker: Det lyder som artister i en circe du soleil- forestilling, men er metoder til tilberedning af mad. Det vigtige er ikke, hvad du får, men hvad du tror, du får. Et glaseret æble, der viser sig at være langstidsbagt lammehjerne med rødvins-glace. Skidt med, om det smager godt, bare det overrasker og er smart.
Fusionskøkkenet er for de, der favner bredt. Her bor nitten generationer under samme tag, og om sommeren tager man på vikingelejr og karter uld. Det er ok at gå med gummistøvler indendøre, man elsker mad over bål (men hader sankthans, kvindeafbrænding!), døtrene kører motorcykel og storfamiliens hund hedder Hannibal Cornelius og har sit eget navneskilt på postkassen. De elsker mad undtagen junk food og traditionel dansk mad, der begge dele anses for underlødige. Til gengæld elsker de al indisk, somalisk, marrokansk – og tørret fisk fra Grønland. Deres eneste skepsis retter sig mod sushi, de kan ikke rigtig sige hvorfor, men det er ligesom ikke for alvor inkluderende.
Endelig er der de, der sværger til vellevned og dødsforagt. Stegt flæsk og persillesovs, kebab med ekstra dressing, deep pan pizza. Den bedste dessert er en pakke smøger. Fedt er lig med smag, bacon er bedre end sex, grøntsager er for fanatikere. Cup noodles er det måltid, de bruger mest tid på at tilberede. De stemmer ikke til folketingsvalg, og synes det er spild af tid at tænke sig om. De hader kunst, litteratur og kultur, med mindre det er friturestegt og bliver serveret med “majonæse” og ketchup.

Hvad så med mig selv? Jeg kan godt lide skaldyr og skumfiduser, min hund hedder Mumrik, men hans navn står ikke på postkassen. Jeg drikker helt sikkert for mange genstande om ugen, jeg ryger, men aldrig mere end én cigaret om dagen. Det bedste jeg ved, er nåletræer, det næstbedste er gode bøger og dansk møbeldesign. Jeg er ikke vegetar, selvom jeg synes, jeg burde være det. Jeg drikker masser af light-produkter og er bange for sammenkogte retter, hvor jeg ikke kan identificere alle ingredienser.
Hvad siger det mon om mig?