Louise Juhl

Det var på en skolelejr, jeg husker ikke hvor, men vi sov på samme sengestue, drenge og piger. Soveposen var mørkegrøn med lysegrønt inderfor, vi spillede strippoker. Pigerne havde ikke fået bryster endnu og drengene ikke hår på pikken, det hele var meget uskyldigt, indtil en af lærerne afbrød vores leg. Naturligvis i samme øjeblik som jeg havde smidt mit sidste stykke tøj. Jeg husker, at jeg lynhurtigt tog mine hænder op foran mine uudviklede bryster. Jeg skammede mig, ikke over nøgenheden, men over at blive afsløret i ingen bryster at have.
Senere på aftenen bagte vi snobrød over bål og fik sodavand. Vi måtte vælge mellem cola, jordbær og appelsin, jeg valgte cola, de voksne drak øl. Bagefter var der pølser og trefarvet is.
Det var først på foråret og det blev tidligt mørkt. Det var som om bålet voksede foran mine øjne, efterhånden som mørket blev tættere. De andre fra klassen løb omkring, mens jeg sad og rodede med en pind i gløderne. Ebbe, vores matematiklærer, satte sig ved siden af. Han hviskede noget, jeg ikke forstod, “hvad?,” spurgte jeg. “A penny for your thoughts,” gentog han, jeg forstod stadig ingenting, svarede bare ja.
Jeg ved ikke, om det var mørket eller gløderne eller det, at jeg ingenting forstod. Men Ebbe begyndte at snakke, først om sin datter, at hun var i gang med at sælge sin hest, nu hvor han og konen skulle skilles. Ja det havde jeg sikkert hørt? Det var ikke hans valg, det med skilsmissen, sagde han, og talte hurtigere og højere for hver sætning. “De fleste giver alt for hurtigt op. Det er den her brug-og-smid-væk kultur, den har invaderet kærligheden. Selvrealisering er fandens værk. Man vælger jo heller ikke sine børn fra, fordi de ikke gør, som man siger.
Gør man?”
Han lænede sit hoved ind imod min skulder, og blev ved med at tale, ved med at spørge. Jeg husker det som om, jeg ikke svarede på noget.
Jeg ved ikke, hvor længe vi sad sådan eller hvordan jeg slap væk, men jeg ved, at jeg den aften besluttede aldrig mere at spille strippoker.