Louise Juhl

I går var jeg i Holstebro for at undervise nogle elever fra Talentakademiet, de var søde og imødekommende, disciplinerede også, det var en fornøjelse. Jeg skulle fortælle om novellegenren, om dens karakteristika, give gode råd og advare om faldgruber. Jeg havde på forhånd bedt dem om at læse Alice Munros “Nat” og Helle Helles “Rester”, fordi de begge, på ret forskellig vis, er eksempler på god novellekunst.
Alice Munros tekst handler om en pige, der efter en indlæggelse på hospitalet er hjemme fra skole for at komme til kræfter. Hun har svært ved at få tiden til at gå i dagtimerne, hendes søster og forældre er optagede af hverdagsforpligtelser, så det meste af tiden ligger hun i en hængekøje på terrassen og sover. Det betyder, at hun får svært ved at sove om natten, naturligt nok, så om natten ligger hun i mørket i køjen over sin søster, og tænker tanker. Mange tanker. Mørke tanker. På et tidspunkt får hun den indskydelse, at hun vil slå sin søster ihjel, sin elskede lillesøster. Hun bliver skrækslagen ved tanken om at hun vil fuldføre tanken, og så bange, at hun står op, går rundt udenfor huset, hvileløs. I mørket opdager hun sin far, der sidder på terrassen og ryger pibe. Hele optrinnet er så fint beskrevet, selvom det er højst unormalt at finde faren vågen om natten iklædt sit stiveste puds og med piben tændt, er pigen så lettet ved at finde en fortrolig, at hun ikke tænker mere over det. Hun betror sig til faren, hun fortæller ham, at hun ikke kan sove, at det skyldes de skrækkelige tanker, hun har, om at slå sin søster ihjel. Hun har svært ved at få det over sine læber af frygt for, hvad faren vil sige, men han svarer hende roligt. “Det skal du ikke være bange for, den slags tanker har vi alle.” Han siger også, at det er en del af at være menneske, at blive bange for sig selv, sit begær, sin skyggesider. Og novellens fortællerstemme, der lyder som Alice Munro selv, siger, at fra den nat kan hun igen sove.
Eleverne og jeg talte sammen om, hvorfor faren mon sidder der i natten, hvem han er, hvorfor han er i sit stiveste puds. Vi snakkede også om, at hans tilgivelse er næsten guddommelig, og at novellen slutter uden at runde af, uden at forklare, løse gåden. At den åbenhed er befriende og rummer potentiale til refleksioner, man ville gå glip af, hvis slutningen havde været mere afrundet. Det er det, den gode novelle kan, blev vi enige om, den kan løfte en flig af en større virkelighed, og så er det op til læseren at tænke tanken til ende.
I søndags hørte jeg et program i radioen. En radiovært, hvis far havde begået selvmord, havde inviteret en psykolog i studiet, for at tale om hans angst for at have arvet farens selvmordstendenser. Psykologen mente, at selvmordet som mulighed måske var mere nærliggende for børn, der havde oplevet, at en af deres forældre havde valgt den vej. Men også at det jo stadig ikke var det samme som, at de dermed havde flere impulser til at gøre brug af den mulighed. Dét program og så Munros novelle, angsten for at slå sig selv eller et andet menneske ihjel, fik mig til at tænke på en hændelse, en helt uskyldig episode for mange år tilbage. Jeg var kæreste med en fyr, langt hen ad vejen et rart menneske, men vi havde meget forskellige sociale behov. Han led af en mild form for socialfobi og holdt mest af at spille computer, gå ture i ødemarken eller at ligge i sengen bare os to, nogle gange halve dage. I længden gik det mig voldsomt på, jeg følte mig fanget, jeg havde jeg en spiseforstyrrelse, var rastløs, desuden havde jeg brug for at interagere med virkeligheden, udveksle ideer, finde og føle med- og modstand. Det mærkede min x-kæreste og følte sig presset imellem at efterkomme mit ønske (for at holde på mig) på den ene side og på den anden side at tilgodese sit eget behov for ekstrem nærhed, intimitet og afsondret tosomhed. En aften tog vi et opgør. Det var noget om, hvordan vi skulle tilbringe aftenen, alene eller blandt andre mennesker, han endte med at hælde et glas vand i hovedet på mig, bum. Jeg blev vred og hentede mine sko, gjorde mig klar til at forlade lejligheden. Jeg ville ud, havde brug for luft og for at komme væk fra hans latente vrede. Men han rejste sig og gik hen for at låse yderdøren og slå slåen for. Det var egentlig ikke værre, end at jeg kunne rejse mig og slå slåen fra igen, dreje låsen den anden vej, åbne døren og gå. Men signalet.
Jeg spurgte ham, hvorfor han låste døren? Han svarede, at det var hans dør, at han vel havde lov til at låse sin egen dør? Jeg bandt mine snørebånd og rejste mig, “du kan jo se, hvad der sker, hvis du prøver at gå ud ,” sagde han med ryggen til mig. Han var i gang med at pløkke løs på en fjende i et computerspil. Jeg spurgte, hvad han mente, han svarede ikke. “Er det en trussel?”, spurgte jeg. “Jeg truer ikke, jeg siger bare, at du jo kan se, hvad der sker, hvis du går”, svarede han, og plaffede endnu en soldat ned på skærmen, bang, død.
Jeg påstår ikke, at han ville have holdt mig tilbage og da slet ikke, at han nogensinde kunne finde på at slå mig ihjel. Men jeg husker, at jeg i det sekund nåede at tænke: Han har muligheden, han kan slå mig ihjel, jeg kan dø. Nu. Jeg husker den lammende angst, det medførte, som betød, at jeg blev. Selv når jeg skriver om den nu, kan jeg mærke angsten for dét i mennesket, der kan slå ihjel. Enten sig selv eller en anden.
Det tog mig mere end halvandet år at forlade ham. En morgen, en onsdag morgen, lagde jeg en seddel om, at jeg var taget på skriverefugie, og så kom aldrig tilbage. Jeg efterlod de fleste af mine ting, jeg kan huske, at noget af det eneste jeg tog med mig var en pilatesbold til at sidde på. Den var fuldkommen uhåndterlig, og jeg aner virkelig ikke, hvorfor den absolut skulle med. Men jeg kan huske det, fordi det var det eneste, han nogensinde kontaktede mig for. Han ville have sin pilatesbold tilbage.
Alt det kom jeg i tanke om, fordi jeg i går stod i Holstebro, talte om noveller og læste Munro, så kom ikke og sig, at litteraturen ikke er livet om at gøre.