Louise Juhl

Da jeg er 11, bliver jeg sendt hjem fra en nattergaletur, fordi jeg snakker for meget:
“Flyver nattergale baglæns, når de drømmer? Skelner de mellem nutid og datid? Kan fugle bedst lide ost med kommen eller uden?”, spørger jeg.
Jeg er stået op kl 1 om natten, har taget lunt tøj på og bløde sko, der ikke knirker. Det er ikke fordi, jeg interesserer mig for fugle, at jeg er med, vel næsten tværtimod: For at finde mig en fugl (eller to) at gå op i.
Efter kun en time er det slut, jeg bliver bedt om at forlade turen, jeg taler for højt og for meget og forstyrrer dermed de sarte sangere. Guiden kalder min opførsel upassende, mit engagement er “simpelthen for overvældende”, nattergalene holder sig på lang afstand.
Jeg husker turen hjem i mørke. Skammen, stenen, jeg sparker til, så min storetånegl flækker, og jeg må gå til vagtlægen, der ikke ser anden udvej end at hive skidtet ud.
Den er 18 måneder om at gro ud, neglen, og den vokser skævt. I mange år må jeg behandles for kronisk neglerodsbetændelse og et sår, der ikke vil hele. Den volder mig stadig problemer, den skide negl, det er som om den sidder for yderligt og for kert på tåen. Min læge joker med, at jeg i det mindste ved, hvor skoen trykker.
Han har mere ret, end han aner.