Louise Juhl

I går talte jeg med en mand, mens jeg ventede på bussen, han spurgte, om han måtte sætte sig ved siden af mig, jeg svarede, det kan du tro. Han var 84 og på vej ind for at besøge sin bror, der var 2 år yngre og døende. Han fortalte, at det var svært, broren var jo den eneste tilbage, der kendte ham som barn, ikke engang hans hustru, som han forlængst havde haft guldbryllup med, havde samme kendskab. De to brødre havde gået i skole under krigen, i de bygninger, der senere blev hovedbiblioteket i Mølleparken, skolen var kun åben få timer dagligt fra klokken 14 og fremefter, jeg fik ikke fat i hvorfor. Det mærkelige er, sagde han, at noget af det bedste, vi vidste, var at tale med de tyske soldater, de tog sig godt af os, forkælede os. De gav os cigaretter, sagde han, som det ellers var umuligt at skaffe, vi elskede det – og dem. Det var deres hemmelighed, han og brorens, for man måtte jo ikke være venner med den slags mennesker. Han sagde også , at hvis der var een ting 84 år havde lært ham, så var det, at verden var svær at blive klog på, og at der sjældent kun var een side af sandheden. Det er både godt og skidt, sagde han og så kom bussen, og han lod mig stige først ind og komme først ud. I Århus skiltes vi, han vinkede, og jeg var lige ved at råbe til ham, om han ville have en smøg, men jeg gjorde det ikke.