Louise Juhl

Jeg sidder og skriver om vrede, finder plusser og minusser. Læser, at vreden anses for en sund og nødvendig følelse, der, i det omfang den er kontrolleret, er konstruktiv og hjælpsom. Andre steder beskrives vreden som en hæmsko i et civiliseret samfund, hvor selvbeherskelse og dannet opførsel er nødvendig for sameksistens. Af samme grund fører vrede tit til skyld og skam hos de, der mærker den: Jeg oplever ofte selv, at jeg forsøger at undertrykke vreden eller at jeg nuancerer den til ukendelighed – Der er jo altid flere sider af samme sag, osv.
Hvis jeg googler vrede finder jeg et dansk wikipedia-opslag, der i dén grad er mangelfuldt. Jeg finder også beskrivelser af dyrs vrede. Hos dyr har vreden til formål at skræmme potentielle aggressorer væk – her er vreden altså et forsvar snarere end et angreb, interessant. Jeg læser også,, at beherskelse af vrede er placeret i et center i pandelappen, og at denne funktion kan hæmmes af visse psykiske lidelser, demens, sclerose og neurologiske skader.
Vrede er interessant: hvad gør den FOR os, hvad gør den IMOD os – hvilke formål tjener den. Hvordan med vrede, vendt mod os selv – optræder den slags hos dyr, for eksempel, og kan den indadvendte vrede også tjene et positivt formål? Bunder politisk engagement altid i vrede?
Jeg har læst Maja Lee Langvads eminente værk “Jeg er vred”, og elsker den måde, vreden her udgør en slags kontrapunktisk partitur: op og ned, her og der, ud og ind. Jeg vil gerne vide mere om vrede. Ikke entydige, forsimplede beskrivelser, hvor vreden alene ses som en god, kraftfuld følelse, eller modsat som en invaliderende, ødelæggende kraft. Jeg er interesseret i vrede som et både-og, forsvar og angreb, styrke og svaghed.
Hvad er vrede, hvad er dens potentialer, mulige farer? Hvorfor har jeg for eksempel i et – nu langt – opslag forsøgt at tæmme min egen vrede ved at intellektualisere den? Gøre den til et diskussionsemne snarere end en konkret lyst til at smadre porcelæn? “Jeg er vred over, at jeg er vred,” skriver Maja Lee Langvad i sin bog. Jeg har det lige omvendt (eller måske på samme måde): Jeg er vred over, at jeg ikke er vred, og jeg er vred over, at jeg ikke ved, hvad det vil sige, at være vred.
Der er nok at skrive om og skrive på.