Louise Juhl

Apropos vrede, så gik jeg i en del år hos en behandler, der mente, at min vrede “i virkeligheden” dækkede over en uerkendt sorg. I det hele taget nuancerede han alt, jeg gjorde og sagde, til atomer. Mit intellekt var efter hans mening “i virkeligheden” et forsvar mod savn, og min humor “i virkeligheden” en forklædt angst. Når jeg insisterede på noget andet, at jeg for eksempel VAR pissevred, svarede han “Ja, det siger du jo godt nok.” Det betød, at jeg til sidst
satte spørgsmålstegn ved alt, jeg foretog mig: Var min sult reel? Var mine Nej’er “i virkeligheden” forklædte Ja’er?
Den sidste gang jeg var hos ham, spurgte han, om jeg følte mig mere som “mig selv” nu, hvor vi sammen havde haft lejlighed til at se på tingene? Det eneste, jeg kunne mærke var, hvor pissevred (ked af det? sulten? bange?), jeg stadig var. Så jeg tog den kop med kaffe, han havde stående på et lille tobaksbord ved siden af sig, og spyttede ned i den.
“Jeg ved, at du ikke bliver vred over, at jeg spytter i din kaffe, men du bliver lidt ked af det, gør du ikke?,” sagde jeg
Jeg kan ikke huske, om vi gav hånd, før jeg gik, men jeg har læst den epikrise, han sendte til min læge. I den står der: “Jeg oplever patienten som mere autentisk ved afslutningen end ved behandlingens start.”