Louise Juhl

Jeg datede engang en fyr. Han hed ikke Tom, men lad os bare kalde ham det.
Tom havde mørkt, tæt fuldskæg og lignede een man ville betro alt, så varm og veltrænet, så han ud. Han skrev til mig på dating.dk, han syntes, jeg så rar ud, venlige øjne, og han havde lyst til at lære mig bedre at kende. Han boede forresten lige i nærheden, så han kunne da godt smutte forbi? Jeg skrev, at jeg fandt det lidt overvældende, vi havde jo ikke udvekslet anden end navne og komplimenter, men Tom lød overbevisende: Hvorfor skulle vi dog kke mødes, vi havde jo ikke noget at miste, og vejret indbød til skovvandring og nærvær. Jamen jo – og fem minutter senere stod Tom uden for min etværelses lejlighed iført Haglöffs outdoorbukser, vandrestøvler og et ualmindeligt dejligt smil. “Du ser meget bedre ud i virkeligheden, end du gør på billeder,” sagde han, da jeg åbnede døren. Jeg var lige ved at sige, at han jo ikke havde nået at se på mig, før han komplimenterede mit udseende, men jeg gjorde det ikke.
Han havde lånt sin søsters bil, og vi kørte til Mosgaard strand og gik tur. Tom forklarede mig, hvordan området var blevet brugt til at rekonstruere tidligere tiders skovtyper. Han hev blade af træer, udpegede skovbundsvegetation, en rigtig Ranger, var han. Galant og vidende – jeg tænkte, at det var godt, vi var mødtes.
Da vi gik hver til sit, udvekslede vi telefonnumre. Tom foreslog, at komme hjem til mig og lave mad, helt uforpligtende naturligvis. Jeg svarede ja, overbevist om, at han aldrig ville vende tilbage, men han skrev overraskende nok – samme aften endda. Om ikke han måtte komme dagen efter, det var en mandag. Så ville han købe en kylling, der kunne stå og koge, mens vi snakkede.
Næste aften troppede han op med to fulde indkøbsposer fra Fakta: Kylling, rodfrugter, appelsiner og en rosévin. Han havde tænkt på alt, virkede det som om, også servietter. Vi satte kyllingen over, og snakkede om vores liv, hvem vi var, hvad vi lavede. Tom var pædagog, men efter et par års arbejde var han nu igang med at læse til skolepsykolog. Han var meget optaget af børns ve og vel, og som barn af en alkoholiseret mor og en fraværende far, havde han alle de nødvendige forudsætninger for at forstå børn med problemer, forklarede han.
Jeg syntes, at hans åbenhjertighed og omsorg var rørende, så jeg åbnede også op: Fortalte ham om mange år med spiseforstyrrelse, indlæggelser, sondemadning, bum. Så var stilen ligesom lagt, de sjælelige døre stod pivåbne, og vi spiste kylling og drak vin (vi drak mest.)
Efter en halv time tog Tom min hånd og sagde ting, bl.a. at han sagtens kunne rumme min fortid, at ingen gik ram forbi og at kropslige erfaringer af den slags, jeg havde høstet, nok var tunge – men også vigtige. Jeg nikkede, rimelig påvirkelig for vin og smiger. Vi nåede ikke at rydde af bordet, før det med kropslig erfaring blev konkret: Min lejlighed var en etværelses, og spisebord og sovesofa stod i umiddelbar forlængelse af hinanden.
Tom tog afsted lidt senere. Han havde svært ved at sove et fremmed sted, forklarede han, og jeg var lettet over ikke at skulle forklare, hvorfor jeg stod op klokken fem om morgenen for at løbe ti kilometer, og dermed afsløre, at jeg stadig var syg.
Han kom igen allerede om tirsdagen – og onsdag også. Denne gang havde han planlagt en nattergaletur. Vi nåede aldrig så langt, for vi havde jo “hinanden at lytte til, og det er meget mere interessant”, overbeviste han mig.
Men altså. Jeg var ikke særlig fortrolig med min egen krop, og at have et menneske tæt på, så hurtigt og massivt, var overvældende. Jeg foreslog Tom at tage et par dages pause, før vi mødtesigen. “Ok,” skrev Tom, og videre, at min angst for nærvær – i hans optik – var et udslag af de traumer, som havde ført til min sygdom. Han skrev, at min værgen mod mad ikke var forskellig fra min værgen mod andre behov – bl.a. sex. Han mente, skrev han, at jeg i virkeligheden var forskrækket over min egen seksuelle appetit.
Øh ok.
Vi mødtes igen om søndagen. Tom havde i mellemtiden haft tid til at tænke, skal jeg love for. Han var “forstående overfor mine forbehold”, det var naturligt at fortrænge eller undgå det, der skræmmer, sagde han. Men, fortsatte han, hvis du skal komme videre, må du se dine dæmoner i øjnene.
Og det ville Tom hjælpe mig med, ja han ville. Med at lære min krop at kende, at oversvinde min angst for nærvær. Han forklarede mig, at jeg havde haft nogle traumatiske oplevelser i min barndom, som betød, at jeg var bange for nærvær med andre mennesker. “Det er ligesom mennesker, der er faldet af en hest,” forklarede han, “de får en urimelig angst for at ride, som kun kan overvindes, ved at sætte sig op på hesten igen”.
Jeg svarede, at jeg nu ikke mente, at være blevet smidt af nogen hest som barn, hverken konkret eller i overført betydning. Jeg sagde også, at jeg satte pris på hans beredevillighed, men at hans løsningsforslag virkede lidt ….hurtige (jeg brugte ikke ordet letkøbte.)
Det tog han ret ilde op. Faktisk rejste han sig fra bordet og gik. Han rejste sig bare, tog sit overtøj og gik. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at han nok skulle arbejde med den adfærd, hvis han mente det med at blive skolepsykolog alvorligt. Mest af alt var jeg lettet ved at slippe af med ham, jeg ryddede af bordet, vaskede op, nynnede og drak det sidste vin. Gik i seng.
Klokken tre om natten ringede det på døren. Det var Tom. “Om han måtte komme ind?” Jeg kunne ikke finde på noget at sige, så jeg svarede “selvfølgelig,” og ind kom han. Han smed sin jakke og tog mit ansigt mellem sine hænder og kyssede. Tæt og vedvarende. Imellem kyssene hviskede han mig komplimenter: At jeg havde den fineste hud, at min sorg var smuk, at mine hænder og mine knæ, ja at det hele var så fint og skrøbeligt.
Jeg er ikke sikker på, hvad jeg sagde, for at få ham ud. Måske noget i retning af, at jeg forfandenihelvede ikke var en soduko, som han kunne løse på vej til og fra sine psykologiforelæsninger. Og at jeg iøvrigt fandt det stærkt bekymrende, at man i uddannelsen til skolepsykolog ikke- som det første!- lærte om at projicere sine egne problemer over på klienter. For han havde da vist misset en pointe eller ti i dét fag.
Jeg ved ikke, om han blev skolepsykolog, men jeg har mødt ham en enkelt gang. Ude ved Moesgaard, faktisk. Han var afsted med en pige, hun så ualmindeligt sød og blåøjet ud – lidt til den spinkle side.
Jeg sagde bare hej.