Louise Juhl

I dag er tingene, som de skal være.
Det vil sige, ansigtet i spejlet er mit eget, øjenbrynenes bue (glabella), brysterne, knæene – det hele sidder, som det skal.
Andre dage er det anderledes kompliceret. Men ikke i dag.

Teen, jeg drikker, er med urter. Den kan trække i evigheder uden at blive bitter. Det har altid undret mig, hvordan nogle ting finder en balance uanset hvad.
Det har regnet udenfor. Det er godt, skoven har det svært med det tørre vejr. Bærrene er stadig små og grønlige selvom vi er midt i juli, og nåletræerne er sine steder svedne og gullige.
Med regnen starter det hele forfra. I løbet af få timer bliver mosset selvlysende grønt, og svampe popper frem som trolde af æsker.
I dag har jeg været på jagt efter kantareller. Jeg kan blive barnlig af fryd, når jeg spotter en af de krøllede orange vækster i skovbunden. Jeg samler svampene i den tupperwareboks, min mor har gemt tilbage fra halvfjerdserne, og som står på hylden ved siden af køkkenvasken her i sommerhuset. Der har den altid stået, gul og med riller i låget. Den er så god som ny og akkurat rummelig nok til at indeholde kantareller til to skiver franskbrød. Med top på endda.
Det er snart et kvart århunderede siden, jeg besluttede mig for at forsvinde og blive væk. Og forsvandt. Noget er vendt tilbage, andet er aldrig kommet igen. Jeg er ikke blevet klogere på hvorfor, og jeg tror ikke længere, at det er meningen, jeg skal blive det. Men når jeg ser i spejlet, ser jeg, at hovede, bryst eller knæ ikke udgør alle brikkerne til at samle et menneske. Og også, at de fleste forklaringer bliver bitre, hvis de får lov at trække for længe.