Louise Juhl

Jeg har været i virkelig råddent humør de sidste par dage, trist, labil, vredladen, tudladen, jeg har hele tiden vist, at det nok skal gå over, det gør den slags og så alligevel, da Michael i går spurgte til, hvorfor jeg var trist, eller hvad det nu var, jeg var, så kunne jeg ikke svare, indtil jeg stillede mig under bruseren næste morgen og pludselig mærkede, at det var skam, skam over at have vist sig i en avis, (“nå, skal HUN nu til at være interessant?) , skammen over at udgive en bog (“hun tror måske, at hun kan skrive?), skammen ved at dele positive læserkommentarerer (“får hun da aldrig nok af sig selv?), skam langt ind i helvede, og nu i dag kørte jeg så ud på Center for Spiseforstyrrelse, hvor jeg sammenlagt var indlagt i halvandet år af mit voksenliv, jeg tog derud for at aflevere et eksemplar af “Det dér og dét der” fordi jeg, da jeg rekvirerede min journal, lovede afdelingen at komme forbi, når det engang var blevet til en roman, men altså pludselig kom den igen, skammen, hvad fanden skulle jeg nu ud og aflevere en bog for, var det trangen til opmærksomhed, behovet for anerkendelse, hvad ville de mon tænke, måske noget i retning af “det er 15 år siden nu, er hun da ikke snart videre”, alt dét for igennem mit hoved, men jeg tog derud, fandt indgang 12 afsnit G, der var helt tomt, ingen sekretærer ved skranken, ingen postkasse, jeg kunne aflevere bogen i, og jeg følte en umiddelbar glæde ved, at det ikke lod sig gøre, og skyndte mig ind på toilettet, pissede af bare lettelse, skyllede ud, vaskede hænder, færdig slut, men lige i det, jeg forlod toilet kom Anette, afdelingssygeplejersken fra dengang, ud af døren overfor, “Jamen, er det ikke Louise,” udbrød hun, og jo det var det jo, og hvad jeg lavede der, og øh, ja altså, det var den her bog, jeg havde lovet dem, og Annette gav mig et kram, “du ser sguda GODT ud, kom ind, jeg giver en kop kaffe,” og vi gik ind på hendes kontor, og jeg fik endnu et kram, og hun fortalte, hvad hun kunne huske, og jeg fortalte, hvad jeg huskede, og det var langtfra det samme, men begge dele sande, jeg fortalte også, at bogen handlede om at fylde for meget og om ikke ville være sig selv bekendt, og så undskyldte jeg for dengang, jeg stak en gaffel i en sygeplejerske og dengang, jeg blandende vand i mælkekartonen, eller dengang jeg lod om om, jeg var ved at blive kvalt i et stykke kylling, for at slippe for at spise det, og vi grinede, og til sidst rejste jeg mig og sagde, at nu skulle jeg heller ikke tage mere af hendes tid, “du har ikke taget noget som helst,” svarede hun” du har givet af din tid og foræret mig en bog, og det er jeg glad for,” og det synes jeg faktisk var en pissefin og generøs måde at sige, at det er ok at være for meget, hvis bare man er det på den rigtige måde, peace.