Louise Juhl

Hører Michael Kiwanuka og bliver urimelig rørt af musikken, fordi mit sind er sprødt, og fordi jeg i går måtte svigte en ven, der fortjente bedre.

Forleden mødte jeg for første gang deltagerne på et nyt skriveforløb, det var en fin oplevelse. Vi skrev om spejderære (lillefinger-ed, korpsånd, honnør, duelighedstegn) og om firben. En af dem spurgte: Hvad gør et firben, der allerede har tabt halen, hvis det bliver bange? Jeg blev hende svar skyldig. En anden skrev SORT med store bogstaver og i faste klammer, hver gang hun gik i stå med at skrive: [SORT] Det skabte en ret fin tekst, et stærkt billede: Alle de gange vi går i stå, allesammen, hele tiden.

I dag vågnede jeg med en krop ude af sig selv. Jeg orkede ikke at finde ud af hvorfor, så istedet gik Mumrik og jeg en tur i morgentågen. Jeg fotograferede spindelvæv og gulbrune egeblade – sikke et vingefang, de har – og så langsomt, de falder. Michael er kørt til Nordjylland for at fælde træer, jeg har ingen planer, ligger bare og googler “genveje til…” – alt lige fra lykke over vægtilvægreoler til blød lakrids. Det er helt klart lakridsen, der lokker mest.