Louise Juhl

Jeg ved det godt. At det ikke er min skyld altså, dén måde min mors pande sprækker på, de dybe furer, det er ikke min skyld. Hun har bare migræne, og migræne er ikke nogens skyld. Migræne er en sygdom, en rigtig dum én, fordi man på en måde ikke rigtigt fejler noget, men alligevel har det meget skidt.
Det er ikke min skyld, at min mor har det skidt, det er ikke nogens skyld, og jeg skal lade være med at spørge om det. Jeg ved, at jeg ikke skal spørge, for det gør mor mere træt, og hun er i forvejen meget træt. Hun har ikke brug for flere ting, der trætter, siger hun, og får de der triste øjne, der på en måde siger “ti stille”, men så fortryder og siger noget andet: “Det er ikke fordi, du ikke må snakke,” siger mors mund i stedet, og det er ikke min skyld, at den lyver.
“Gå du ud og leg,” siger munden lidt efter. Men sprækkerne i min mors pande er så dybe, at jeg er bange for, at hun skal revne. Ja jeg er faktisk så bange , at jeg ikke går nogen steder, men sidder helt helt stille og koncentrerer mig om ikke at hoste eller bladre. “For det er det værste,” siger min mor. Det værste er, når jeg hoster eller bladrer. Det er ikke fordi, det min skyld, men jeg er alligevel omhyggelig med ikke at gøre nogle af delene.
Jeg sidder hele dagen – og dagen efter – helt stille, og lader være med at hoste og sørger for, at min mor ikke revner.
Og om to dage, eller tre måske, vil hun komme ud. Pludselig vil hun stå i døren til køkkenet og sige “Jeg har sådan en frygtelig lyst til æg,” og hun vil åbne døren til køleskabet, finde en bakke med æg og spørge om jeg vil have ét med? Og jeg vil spørge: “Èt hvad?” og min mor vil grine og sige: “dit lille æggehoved.” Hun vil koge to æg, ét til hver af os, og vi vil spise uden at sige noget, og det vil smage helt utrolig dejligt, og det vil ikke være nogens skyld, heller ikke min.