Louise Juhl

Jeg så solen i går, pludselig var den der bare, og så endda i Herning. Ikke et ondt ord om Herning – men alligevel. Jeg har hørt om “sol over gudhjem,” røget sild og rå æg på rugbrød, men “sol over Herning”? Anyway, jeg holder af solen, også den over Herning, jeg holder i det hele taget meget af det runde, alene fordi det er rundt. Og af lige tal: to, fire, seks – særligt holder jeg af otte, for otte er rundt med rundt på, og dobbeltrundt er dobbelgodt.
Der har ligget en melankoli over verden på det sidste, måske er det årstiden, november: lidt tung og eftertænksom. Som et par gamle gummistøvler, man elsker, selvom – eller netop fordi – de er møre og utætte. Jeg prøver at se fremad, mod jul, som vi skal holde i Skærbæk. Karens rødkål er uovertruffen, sødet med ribssaft og brun farin og en liiiiille smule andefedt, uhm, dertil brune og hvide kartofler og en agurkesalat, der ikke kan beskrives, men den er god. Så kommer januar. Det bedste, der er at sige om den måned er, at februar er bedre. Og det bliver marts, og søen kan igen begynde at trække vejret, og jeg kan skrive en en oversigt over erfaringer, jeg helst ville have været foruden.
I går købte jeg en sofa i farven antracit. Jeg faldt for den, fordi der var masser af plads til Mumrik i den. I dag vil jeg gerne have et paradisæbletræ og et husmandssted på den jyske hede. Det er nok billigere at holde sig til en sofa på tilbud. Apropos sofa, så har mine forældre en firepersoners Børge Mogensen sofa, ombetrukket i lys blå, meget nobel. Og så har de har altid kørt i Volvo. Det siger sikkert noget om mine forældre, både sofaen og bilen, noget stabilt og sikkert. Jeg kører Skoda, sådan som de gjorde i det gamle østeuropa, Skoda og Trabant. Min far har altid kaldt Skoda for en blikdåse på fire hjul. Nu kører hans datter så i en blikdåse, jeg ved ikke, hvad det siger om min far eller om mig, men den er rød, lille og nem at parkere, og solen skinner.