Louise Juhl

Jeg er på vej til Randers, hvor jeg er inviteret til at snakke om social ekslusion med en gruppe demokratiinteresserede unge. Jeg tænker, at unge mennesker, der vælger at bruge en lørdag i december på at snakke demokrati i stedet for at shoppe amok, nok er både ressourcestærke, velreflekterede og socialt engagerede mennesker, og at vi derfor hurtigt kan blive enige om, at social eksklusion ikke bør finde sted, og at dem-og-os retorikken iøvrigt skyldes nogle andre end os selv. Det kan hurtigt gå hen og blive en tam debat, som ingen vil blive hverken mere eller mindre kloge af. Af samme grund har jeg i dagens anledning valgt at forsøge mig med horn i panden og agere djævelens advokat. Jeg vil provokere og udfordre den rummelighed, vi alle er enige om, at VI har. For er vi egentlig så inkluderende, som vi forestiller os?

Vi skal læse Suzanne Brøgger, og tale om eksklusion på baggrund af køn (hvilket naturligvis aldrig finder sted!), vi skal læse Thomas Korsgaard og snakke social underklasse, fordomme og fakta. Endelig skal vi læse Yahya Hassan, der i sin digtsamling “Yahya” bla. skriver:

“Endnu en muslim fra Gellerupparken/finder vej til vores opgang/vurderer afkommet/vil have min storesøster som husmor/hun skal lave mad og adlyde/føde 10 tyveknægte for at slå hånden af dem/hvis de bliver vantro.”

Hvad stiller man op med sådan et vidnesbyrd, når den kommer fra en af “de ekskluderede” selv?

Jeg håber, at vi også får tid til at tale om de parametre, samfundet bruger, når de prioriterer sociale indsatser. Er det for eksempel ok, at sætte arbejdsmarkedsparathed som mål for ethvert socialt tiltag? Hvad betyder det, når man siger, at en indsats skal kunne “betale sig”, og hvad vil det egentlig sige at “bidrage” til samfundet?

Jeg tror, det bliver en skide spændende dag – jeg lover, at hornene ikke får lov at gro fast.