Louise Juhl

Jeg er helt ualmindeligt vred i dag, måske fordi jeg drømte dumme ting: At en ven bad mig stoppe mit følelsespis, “du rager ikke os andre,” sagde han. I Føtex hånede en ekspedient mig, da jeg ville købe mine yndlingschips: “Du fortryder det bagefter,” sagde hun og gloede på min delle på maven, hele køen grinede. I drømmen fik jeg også en mail, i den stod der, at jeg vill gøre klogt i at holde mig væk en tid,” folk orker ikke mere Louiseri.” Louiseri, så fik man den med.

Derfor vågnede jeg og var trist, men også fucking forpulet vred. For hvad er det for noget med følelser og for-meget -hed? Hvem i alverden er det, der mener at vide bedre, og derfor kan diktere hvad, der rager hvem? Altså, da jeg var allermest syg og fik mad gennem sonde og mit hoved var forvirret og mit hjerte fucked up, den gang jeg i helt bogstavelig forstand var helt “ude af mig selv”, uden kontakt til en skid hverken følelser eller intellekt (som om det er to adskilte ting, not!) fik jeg pludselig problemer med en nedgroet negl. Det var usigelig smertefuldt, jeg kunne ikke sove, min fod dunkede og betændelsen sved. Til sidst måtte den fjernes operativt, jeg råbte og græd som pisket. Hvor alt andet: sulten, tvangsmotionen, ensomheden, havde efterladt mig fuldkommen kold, skal jeg love for, at dén negl fik mig til at føles smerte. I dag husker jeg den negl som en gave, en påmindelse om, hvem jeg var, hvad jeg var: kød og blod, ikke andet. Og at kød og blod er FØLSOMT.
Det jeg vil sige er, at der fanme ikke er noget relateret til menneskelivet, der hæver sig over følelser: Politik er følelser, ligesom vores tro er. Vores valg af morgenmadsprodukter er baseret på følelser: knaset og teksturerne, der minder os om noget, der igen minder om noget andet. Fordelingsnøgler, udskolingsprincipper, atomkrigsprogrammer, det hele handler om magt, og magt bunder i følelser: magten til at have ret, magten til at blive set. Eller magten til at diktere  hvad, der rager hvem ?

Alt handler jo for helvede om følelser, selv en nedgroet negl.