Louise Juhl

Da jeg var barn, græd jeg altid, når jeg skulle klippes, fordi det gjorde ondt. min mor forsøgte at forklare, at det ikke gjorde ondt: At hår var dødt væv, at håret ingenting kunne mærke, at jeg ingenting kunne mærke. At det altsammen bare var noget, jeg forestillede mig.
Smerten var bare en forestilling.
Jeg kan huske, at det fik mig til at græde endnu mere: hvordan kunne nogen, min mor, påstå, at jeg ingenting kunne mærke, når jeg så tydeligt kunne mærkede smerten? Jeg forstod det ikke dengang, jeg forstår det stadig ikke: Hvordan en smerte, der ikke findes, kan føles så intens?

(noter fra mit ulevede liv)