Louise Juhl

Drømte, at jeg blev inviteret til et litterært symposium ved IVL, Institut for Vellykket Litteratur. Jeg blev meget smigret over invitationen, overrasket også. Det var bare mig og én anden deltager, en lidt yngre forfatter, der havde skrevet en bog med titlen “Emmentaler,” jeg kendte hverken bogen eller manden bag. Da jeg kom til arrangementet blev jeg mødt af oplægsholderen, en virkelig sympatisk midaldrende mand, ivrig og meget galant, han trak stolen ud og hentede mig et glas isvand, “værsåartig,” sagde han og bukkede, han udtrykte stor taknemlighed over, at jeg ville deltage, “din deltagelse er helt afgørende for dette symposium,” sagde han.
Den anden forfatter kom også, vi hilste på hinanden, “dav.” Så rejste oplægsholderen sig, bød alle velkommen, vendte sig så halvt om og pegede op på en skærm, hvor der med meget store bogstaver stod “HVORFOR NOGLE BØGER LYKKES – OG ANDRE IKKE”
Det viste sig, at “Emmentaler,” ifølge den sympatiske foredrager, var et mesterværk: Eksperimenterende men med en samtidig enorm litteraturhistorisk bevidsthed – og et “imponerende noteapparat.”
Min bog, derimod, havde “alle de rigtige intentioner, men lykkes ikke med at indfri dem.” oplægsholderen argumenterede bl.a. med, at antallet af tryksstærke og tryksvage stavelser ikke harmonerede bogens “ellers insisterende monotoni.”
Jeg sad på min stol og kiggede ned. Det var et meget langt foredrag, og jeg kiggede meget langt ned. Da det hele var overstået rejste publikum sig, klappede, råbte “Bravo!” Oplægsholderen trak mig frem på scenen, “det er primært denne kvinde, jeg skylder æren,” råbte han – og publikum klappede endnu højere, nogle enkelte piftede og stampede i gulvet. Jeg løftede hånden, mumlede “selv tak.” Havde på fornemmelsen, at jeg lykkedes rigtig godt med at mislykkes.