Louise Juhl

Imorges gik jeg. Eller: Imorges kl 6.43 gik jeg. (Jeg skal lære at være præcis i mine registreringer: om det er læberne, der brænder – eller lokummet? Det er vigtigt at skelne, at være præcis.)

Imorges gik jeg. Ud af huset. Ind i morgenmørket. Gennem byen, forbi banegården. Bilernes lygter som konstante små tics i øjenkrogen.

Nåede skoven, satte mig bag en stor bøg og pissede. Dampen fra varm morgenurin i kulden. Bar røv og luffer – et ømt syn. Gik videre, skovstien var fugtig og jeg måtte hele tiden holde øje med, hvor jeg gik. Det er godt at vide, hvor man går, i hvilken retning. Det er som regel et fingerpeg om, hvor man ender.

Jeg tænker meget over, at jeg må dele min verden ind. I bidder eller brikker. Ikke for at samle, tværtimod, men for at skille ad. Hver. Ting. Til.  Sin. Tid. Åndedrættet for eksempel.
1. Ånde ind.
2. Puste ud.
Jeg ikke god til at trække vejret, det er som om, jeg puster mere luft ud, end jeg ånder ind. Det er en uskik. Det kan ende med at koste mig livet.