Louise Juhl

På den aftenskole jeg leder, har vi et hold i knipling. Holdet har eksisteret cirka så længe som jeg har levet, og det er de samme kvinder, der har deltaget alle år. Det tynder naturligt ud i dem, og der er nu så få tilbage, at kurset giver underskud, økonomisk, men menneskeligt giver det KÆMPE overskud. Kniplerne, kalder jeg de otte damer, der ledes af Grethe T. Grethe T ringer af og til mig, hun er nemlig ikke så stærk i “det dér med computere”. Hun kan til nøds læse mine mails, men foretrækker at besvare dem ved at ringe. I går ringede Grethe så, fordi hun ville invitere mig på KnipleKaffe: Hun synes, det “var så dumt,” at have talt i telefon med mig, uden at have mødt mig i virkeligheden. Så nu skal jeg mødes med Kniple-Grethe og alle de andre damer for “at drikke kaffe og blive dus,” som Grethe formulerede det.
Jeg tror, jeg er særligt glad for knipleholdet, fordi de minder mig om min farmor. Min farmor havde altid gang i et håndarbejde – som hun udtalte med blødt d og uden j: “håndarbade” – små og store projekter af hækle- og broderetøj og altid knipling. Hun havde det her store bræt træ med søm, som hun viklede (?) tynde tråde omkring i sirlige mønstre. Med tiden blev hendes hænder gigt- og smerteplagede, og de yderste fingerled pegede 90 grader mod højre i forhold til resten af fingeren, men når hun satte sig ved kniplebrættet, var det som om, de rettede sig ud, og bevægede sig med en ynde og ivrighed som en ung forelsket kvindes.
Jeg har arvet alverdens ting fra min farmor, både mellemlagsservietter, små vinduesophæng og lysekranse. Jeg er egentlig ikke til den slags, men med tiden er jeg blevet mere og mere glad for dem. Det er som om, min farmor har investeret en masse kærlighed i dem: En opsparing, der hver dag trækker renter, så de med tiden giver mere og mere kærlighed fra sig.
Nu glæder jeg mig til at møde Grethe og knipleholdet, jeg er sikker på, at min farmor ville have elsket at komme med, jeg tror sgu, jeg hilser fra hende.