Louise Juhl

Jeg kan ikke huske, hvad jeg drømte, men mens jeg sov, duftede det af hyldebærsuppe, varmt, blodrødt og sødt. Bag mig var der to, der talte sammen, voksne. Jeg forsøgte at slubre så højt, at jeg ikke kunne høre, hvad de talte om, at de talte om mig: “Det barn er blevet for gammelt til at bede om hjælp til alting.”
Sekundet efter brændte jeg mig på suppen, en stor bliste bredte sig på min tunge, den svulmede op, fyldte min mund og mit svælg.
Jeg råbte “HJÆLP,” og de voksne vendte sig om, smilede, vendte så ryggen til mig igen.
“Nu får vi se,” hviskede den ene, og den anden nikkede.