Louise Juhl

Der er noget galt med mine øjne.

Der er noget galt.

Det er før min første menstruation, længe før, omkring tredje klasse vil jeg tro. Det har sneet, men nu er det holdt op med at sne, og verden ligner et barn, der har været ved frisøren, og er blevet klippet for tæt, for pænt, for kert. Helt barberet og ubeskyttet stikker græsset op af jorden, træerne er grå og tunge af fugt, og jeg er træt.
Helt ubeskrivelig træt.
Faktisk er jeg så træt, at jeg tror, at jeg er ved dø. Eller jeg tror ikke, at jeg er ved at dø, jeg ved det. Jeg ved det og er ved at græde, men jeg er for træt. I stedet tager jeg min skoletaske og begynder at gå. Jeg begynder at gå, selvom jeg er i skole og midt i en biologitime.
“Hvor skal du hen,” spørger Ebbe, læreren. Han ser ikke bekymret ud – nærmere vred.
Da jeg ikke svarer med det samme, men bare ser op med tasken hængende slapt ned fra den ene skulder, lyder han endnu mere vred:
“Unge dame, jeg spurgte dig om noget – hvor er du på vej hen?”
Jeg svarer stadig ikke, for jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen. Jeg ved bare, at jeg er så uendelig træt, at hvis ikke jeg går, vil jeg dø. Men det er ikke det, jeg siger, faktisk siger jeg ikke noget, jeg sætter mig bare på gulvet og lader skoletasken falde ned ved siden af med et bump. Der falder et hæfte og et penalhus ud af den, men jeg er ligeglad, for jeg bruger mine allersidste kræfter på at holde op med at dø. Til sidst kan jeg ikke længere holde det ude, jeg begynder at græde, eller. Jeg begynder ikke på noget som helst, for gråden falder helt uden min hjælp. den falder uden hjælp, og den bliver ved at falde og falde og falde.
Til sidst rejser jeg mig og går, tasken bliver liggende tilbage på gulvet. Ebbe spørger mig ikke længere, hvor jeg skal hen.

Senere ringer de til fra skolen.
De fortæller mine forældre om sneen, der er forsvundet, hvordan jeg blev ved at gentage det samme om og om igen: “Sneen er forsvundet.” Indtil jeg begyndte at græde og forlod undervisningen uden min taske.
Min mor kommer ind på mit værelse. Hun sætter sig ved siden af mig, tager min hånd.
“Hvad er det for noget med sne, der er forsvundet,” spørger min mor. “Vi har jo august, lille skat, det et halvt år siden, at sneen forsvandt?” fortsætter hun.
“Der er noget galt med mine øjne,” svarer jeg.