Louise Juhl

Den rumænske situtaion.

Jeg forsøger altid at svare i overensstemmelse med sandheden. Når nogen derfor spørger, om jeg har spist morgenmad, svarer jeg ja. Jeg uddyber ikke mit svar, fortæller ikke, at min morgenmad bestod af en kop instantkaffe og en pose Haribo vingummibamser. Ingen vil alligevel tro mig. Ingen tror på den udvidede version af sandheden. Sandheden skal være enkel, konform.

I nat kunne jeg ikke sove. Et sted i huset stod et oliefyr og slog til og fra i intervaller af ti minutter. Det lød som en gammel fiskekutter, der lægger fra kaj. Først langsomt, tøvende. Tuk…Tuk…Tuk, så hurtigere Tuk.Tuk.Tuk tilsidst målrettet monotont: TUKTUKTUK. Efter at have lyttet i en time stod jeg op. Klokken var 5.47, udenfor var det mørkt. Jeg lavede mig en kop kaffe og satte mig ved mit tastatur, forsøgte at greje situationen. Januar, onsdag, morgenmørke.
Så var det, at jeg åd en pose vingummibamser.
Sandheden kan ind imellem være særdeles næringsfattig, fuld af sukker og misforståelser.