Louise Juhl

Min mor har forladt mig.

Da jeg var mindre spekulerede jeg tit over, hvorfor min mor gad. Jeg mener, hvis ikke hun var på arbejde, cyklede hun rundt efter de bedste tilbud på mælk, brød og skæreost, og når ikke hun handlede, lavede hun mad. Aftensmaden stod altid klar klokken 17.30, så min far kunne høre Pressens radioavis, imens vi spiste. Når vi havde spist, ryddede min mor af bordet, og når servicet var skyllet af og panderne sat på plads, blev vasketøjet sat over, og når vasketøjet var sat over, satte min mor sig på min sengekant og læste et kapitel af Astrid Lindgrens Mio min Mio eller Grynet og Lille Splint eller et af de andre elskelige eventyr, eller hun sang et rim af Halfdan Rasmussen, på melodier hun selv fandt på. Når jeg var faldet i søvn, passede det som regel med, at vasketøjet var færdigt, og det blev hængt til tørre i varmeskabet, hvor tøjet altid blev helt stift af den hårde varme fra varmerørene. Når tøjet var hængt op, smurte hun madpakker til os tre børn, min far og sig selv, og når madpakkerne var smurt, gik hun på badeværelset, lukkede døren og lavede øvelser, hun havde lært til Alexanderteknik, som var et eller andet mystisk kursus, hun fulgte, i en gymnastiksal på en nedlagt skole i nærheden, og som jeg tror, var det eneste, min mor havde helt for sig selv.
Så gik hun i seng.
Om torsdagen havde min mor fri, så da fik alle badeværelserne sig en tur, gardinerne blev luftet, der blev støvsuget, blomsterne blev vandet og hver anden uge fik vinduerne også en omgang. Min mor havde kronisk dårlig samvittighed over, at de ikke blev vasket hver uge, sådan som naboerne gjorde, men der var simpelthen ikke kræfter eller tid. En sjælden gang nåede hun også på biblioteket og kom hjem med “friske forsyninger,” som hun kaldte det, og hendes øjne strålede, når hun ENDELIG kunne sætte sig i den højryggede Wegnerstol med benene oppe på en skammel og læse. Min mor var ikke kræsen, det var gerne Agatha Christie, hun kastede sig over, min mor satte stor pris på engelske krimier, “deres uhygge er så hyggelig”, forklarede hun, når jeg spurgte. Når hun sad der og spiste tørrede figner med en omhu, jeg ikke har set lignende, og sluprede te af tekopper (aldrig krus!) og slugte kriminalromaner, kunne jeg et kort øjeblik se, hvad meningen var med det hele, hvorfor hun gad.
Måske er det derfor mit liv er kommet til at handle om bøger – om at læse dem og skrive dem. Fordi det var det eneste øjeblik, jeg så min mor være fri af forpligtelser, gøremål, det eneste lille åndehul, hun havde, i en ellers ånd(e)løs virkelighed?