Louise Juhl

Sværmen af små mørke dyr over ansigtet.

Som barn hørte jeg tit folk, vi havde på besøg, sige “Hun er som snydt ud af næsen på…”
Så så de rundt i stuen, først på min mor, så på min far og til sidst på elefanten i mørk træ, der stod på en hylde i den store, næsten tomme, reol.
Til sidst så de på mig, nikkede indforstået, ”Ja.”
I lang tid forstod jeg ikke, hvad det drejede sig om, men med tiden gav det mening. Det måtte være sådan, det var sket: Gennem snyd og ud af næsen.

På en måde var det en lettelse.